Tanker efter turen

Next Stop Syrien og Libanon er en del af Mellemfolkeligt Samvirkes dialog- og interaktionsprojekter i Mellemoesten stoettet af Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, der er fremkommet efter Mohammedkrisen. Det har derfor i det store og hele handlet om det kulturelle moede med forskellige mennesker med forskellige baggrunde, som i sidste ende gerne skulle give os - og dem - en udvidet horisont og forstaaelse af bl.a. religion og politiske overbevisninger, som vi kan sprede videre til venner og bekendte og bekendtes bekendte! Saa det er med dette indlæg dermed forhaabentligt paabegyndt!

Det har igangsat en frygtelig masse tankevirksomhed at vaere paa denne tur - bestemt ikke noget man skal beklage sig over, men vores begges primaere konklusion paa stort set ethvert spoergsmaal efter denne tur - vaere det sig religion, krig, diktatoriske regimer, Israel/Palaestina eller fattigdom - er, at det er alt for komplekst til at have en entydig og klar holdning til. Jeg ved nu saa uendeligt meget mere om alle disse temaer, men kun akkurat nok til at vide, at omend jeg saa var foedt og opvokset i Mellemoesten, saa ville jeg stadig ikke forstaa det hele til fulde.

I Syrien havde vi den store aere at moede landets stormufti. Der var nationalt tvhold paa moedet, der foregik hos muftien, og vi havde alle faaet strenge instruksor paa hvordan vi skulle vaere klaedt og hvordan vi som piger skulle sidde uden krydsede ben og holde vores haender. Oveni kom at vi piger blev placeret laengst vaek fra muftien, efter at fyrene i vores gruppe var blevet seated. Til trods for den tydelige forskelsbehandling paa koennene var vi nu allermest af alt saa beaerede over at moede det muslimske folks stoerste overhoved personligt, at vi hurtigt glemte vores placering i showet. Det var ogsaa som om der var en indforstaaethed i gruppen om, at vi piger ville foere ordet da vi naaede til spaergsmaalsrunden, til min personlige begejstring, vores egen lille revolution - nobody puts Baby in the corner!
Muftien brugte store flotte ord, og talte om Muhammedkrisen, og om at man i Syrien godt vidste, at det ikke var alle i Danmark, der var enige med tegneren, og at det var et faatal af syrere, der havde braendt vores ambassade ned, hvilket han undskyldte paa det dybeste for. Han bad os vaere helt aerlige, sagde at han foretrak at tale med studerende fremfor politikere, idet han noed at hoere den egentlige sandhed. Mit personlige indtryk af ham, var, at han var en enorm godmodig, venlig og humoristisk mand, der bestemt ikke saa ud til at kunne eller ville goere en flue fortraed. Dog laa der en helt klar censurering inde i os alle, der var vidst ikke nogen der var i tvivl om, at vi jo alligevel IKKE kunne sige alt. I saa fald ville man maaske have haft lyst til at fortaelle ham, at omend man maaske ikke var enig med tegneren fra Jyllandsposten, saa handlede det i Danmark ikke blot om forstaaelse og misforstaaelse af religioner, men ogsaa om retten til ytringsfrihed. Ligeledes kunne han anerkende os som kristne mennesker, og mente, at vi i bund og grund tror paa det samme - men man fristes til at spoerge til hinduerne eller de sekulaere. Hinduerne blev der spurgt til, men det der med flerguderi kunne Muftien ikke anerkende! Generelt er vi danskere alle blevet kastet i baaden som kristne, for hernede er religion nu engang en del af din person - det staar i dit pas, og staar ikke til at aendre. Desuden er det nemmere at forholde sig til andre, hvis de er puttet i en bestemt boks, og ikke bare ugudelige skabninger, der tror paa ingenting! En i gruppen vovede at spoerge ham om monopoliseringen af de syriske medier, nu vi skulle vaere aerlige og tale frit, men dette spoergsmaal formaaede han paa besynderligste vis at undlade at svare paa. Vi fik ogsaa lige en indirekte opsang for at vaere paa israelernes side i Israel/Palaestinakonflikten, hvilket oejensynligt er det mest tabubelagte emne man kan vaelge at diskutere hernede.

Og det er blevet diskuteret! Vores store netvaerk af syrere og libanesere, som har hjulpet os med at saette de fleste af vores moeder op, har soerget for at vi har moedt venlige, aabne og velinformerede mennesker dag ud og dag ind, og spist med alle disse mennesker stort set hver aften. Det har vaeret enormt befriende at diskutere terrorisme og det diktatoriske styre med dem, og de har svaret - lidt forsigtigt ved foerst at kigge sig over skuldrene, saenke stemmen og blive alvorlige, en noedvendighed med alle de spioner der render rundt og overvaager folk og de haarde faengselsstraffe for at udtale sig kritisk, men lige praecis naar det kommer til Det forbudte Land, Disneyland, Italien, eller hvad vi ellers har hoert af kaldenavne for Israel - kaert barn mange navne, saa stopper enhver rummelighed i samtalen. De er pr. definition onde mennesker, de er fjenden, og den arabiske verdens saarede foelelser, fordi Vesten ikke har taget deres parti, er roden til enhver fjendsk indstilling til Vesten.
Vi besoegte den palaestinensiske del af Damascus, hvor smaa boern lavede danseshow for os og alt var aah saa dejligt, indtil de begyndte paa antiisraelske kampraab. Der er en helt klar indoktrinering af de smaa boern, om man saa synes at dette er godt eller skidt kan diskuteres. Men hvis nogen skulle vaere det mindste i tvivl, kan vi uden den mindste toeven desvaerre meddele, at denne konflikt overhovedet ikke er taet paa at blive loest, og sandsynligvis ikke bliver det foer Iran bomber Israel med atomvaaben eller omvendt. Saa meget for at vaere optimist.
At komme som forholdsvis udeforstaaende og egentligt foele at man er neutral og paa alles side er grinagtigt. Er du fra Vesten, er du ikke neutral, du har en regering der stoetter den ene side mere end den anden, og saa starter hele tromlen igen "it's all about politics". Libaneserne faar bombet deres land fra tid til anden, og er derfor naturligvis meget anti Israel, syrerne har faaet frataget Gohlan Hoejderne, som israelerne har besat. Dette er selvfoelgelig blot den ene side af historien, tag til Israel, saa er der uden tvivl en holdning om, at man ikke kan give Gohlan tilbage, for saa bliver man bombet af syrerne, hvilket heller ikke er helt urealistisk. Men isaer palestinenserne er selvfoelgelig ganske berettiget enormt fortoernede. De kan ikke arbejde i Libanon eller Syrien, fordi man i de lande frygter at folk saa mister deres arbejde pga. dem, og palaestinenserne er derfor enormt fattige og altid de udskaeldte. Det samme med den 1,2 millioner irakiske flygtninge, der i dag bor i Syrien, og som ingen andre lande ville vide af, og som vi ogsaa moedte nogle stykker af paa et hospital lavet til irakiske flygtninge. Selvom et land som Syrien stoetter disse befolkningsgrupper opstaar der ogsaa en klar racisme ene og alene pga. frygten for at miste egne goder. Det ser man jo alle steder i verden. 1,2 millioner der kommer ind i et forholdsvis lille land paa kort tid kan ogsaa maerkes i den enkeltes hverdag. Flere antal mennesker om den samme maengde foedevarer og boliger. Og vi klager i Danmark.. proev at leve i Syrien.

Men tilbage til Israel som tema - da vi en aften i Aleppo moedtes med en gang moegforkaelede rigsmandsboern til en snak og de gik saa vidt som til at give Israel skylden for det regime de har i dag i Syrien og for at der er monopoliserede medier, synes jeg efterhaanden det udviklede sig mere og mere til at de som syrere paatog sig en enorm offerrolle, der paralyserede bare skylder skylden paa de andre.
Vi har soerget for ikke paa nogen maade at skabe nogen harme hernede, omend vi nogle gange har foelt os noedsaget til at sige, at man maa skille et folk fra dets politikere. Jeg tror maaske ogsaa at vi var nogle den aften, der ikke helt kunne lade vaere med at indskyde, at det er en helt uplausibel sammenkaedning - og hvem ved, maaske netop derfor fik vi senere naegtet adgang som gruppe til Gohlan Hoejderne.. nogen et eller andet sted har i hvert fald holdt oeje med os og nogen har maaske ogsaa sladret lidt.

Men det er svaert at vaere syrer, og det er forstaaeligt at man maa bebrejde nogen. Vi moedte en ung fyr, der lever i eksil i Libanon, efter at have lavet en kritisk tegneserie paa internettet om praesident Bashar og hans regime. Han havde tilbragt en uge i et moerkt isoleret rum i faengslet og havde formaaet at flygte foer han kom ind at sidde for alvor i laengere tid. Men han skulle ikke klage, han kendte folk der sad i moerke isolationsrum flere aar, foer de fik lov at vaere faengslet normalt. Hans familie lider nu under det han har gjort i Syrien. Han selv kunne ikke vaere sikker i Libanon heller, og har til alt held faaet opholdstilladelse i USA til september. Han kommer aldrig tilbage til Syrien, og for at straffe ham, har politiet nu besluttet at fratage hans bror sit pas, saa han ikke kan forlade Syrien, for at haevne sig paa Ahmed. Og vi moedte mange, der oenskede at goere som ham, men som ikke havde modet. Wafi, en ung fyr spurgte mig en aften, hvor vi var ude at spise, hvad jeg som kommende psykolog synes han skulle goere for sig selv, han er splittet mellem angst for hvad regimet vil goere ved ham, hvis han ytrer den mindste utilfredshed, og hadet mod sig selv for bare at se til, alt imens hans land er ufrit og udemokratisk. Oeh.. den slags dilemmaer er det svaert at hjaelpe med, naar man er foedt og opvokset i et fredeligt land som Danmark.
Men endnu engang er tingene slet ikke saa simple, for vi har ogsaa talt med mennesker som fortaeller at de gladeligt lever under Bashar, for hvis der skulle komme demokrati, saa ville Syrien blive en islamisk stat - hvilket det ikke er i dag. Sker det, saa flygter alle de intellektuelle og kristne ud af landet, og saa vil vi, ifoelge mange syrere, opleve alvorlig tilbagegang. Dette er foroevrigt praecis den samme situation i Libanon med det nuvaerende sekteriske system, som Hizbollah indaedt vil forsoege at aendre - til nogens store fryd og andres store bekymring.

Men der er masser af muslimer i Syrien og Libanon, om de intellektuelle vil det eller ej, saa fylder de gadebilldet, og dikterer bestemt ogsaa et langt stykke af vejen, hvordan man som turist kan gaa klaedt. De er et venligt folk, overalt hoerer man folk der raaber "welcome welcome", og vi har ikke faaet nogen ubehagelige bemaerkninger og det er sikkert at vaere der. Dog er det stadig meget svaert for mig helt at acceptere denne totale mandsdominerede verden, hvor man som hvid kvinde mest af alt bliver anset for vaerende prostitueret "Are you a Russian?" - kodesprog for alle de russiske prostituerede der er i Syrien, eller man bliver totalt ignoreret. Er Michael med mig, er det ham der faar al opmaerksomheden, jeg kan bede om regningen, jeg kan raekke ud efter regningen, jeg kan tale til koebmanden, men ingen reaktion udover oejenkontakt til Michael. Og den undertrykkelse jeg personligt mener, at disse kvinder lever i, goer mig simpelthen rasende! I moskeen blev vi kvinder pakket ind og pakket vaek et eller andet sted oppe paa fjerde etage, hvorfra vi kunne forsoege at tilnaerme os en plads til vinduet hvorfra vi kunne glo ned paa maendene og imamen. Ligestilling? Jeg foelte mig s.. ikke saerlig lige!
Vi besoegte en lesbiske kvindeorganisation i Libanon som ogsaa kunne bekraefte dette billede. De eksisterer selvfoelgelig overhovedet ikke i offentligheden, dette er en umulighed, men at de overhovedet eksisterer under overfladen er stort - den slags findes ikke i Syrien! Til deres held er kvinden saa underlegen i et forhold, at et forhold mellem to kvinder er en umulighed og dermed heller ikke ulovligt, idet det ifoelge myndighederne slet ikke kan eksistere! Nuvel.
Paa den anden side er mange af de folk, der lever i disse lande og er ikke-muslimer, eller foedt muslimer, men ekstremt liberale, langt mere yderliggaaende end hvad vi kender fra derhjemme.
Isa, en syrisk kunstner, vi besoegte i Aleppo var stor tilhaenger af Mohammedtegningerne, han mente, at det var det bedste der til dags dato var sket for den arabiske verden, og opfordrede os til at fortaelle alle, at det var os personligt der havde tegnet dem! Han mente det skabte debat, og at hvis der er noget islam mangler, er det at faa kritik, der maaske kan skabe en reformering. Han har personligt selv vaere stillet for militaerdomstolene to gange pga. sin kunst og er kun undsluppet paa grund af vigtige kontakter... gaar vi ud fra -ingen slipper nemlig reelt for tiltale, hvis de foerst er stillet for militaerdomstolene.
Gabriel, hos hvem vi har handlet mosaikaesker, er ogsaa stor tilhaenger af Mohammedkrisen, for ham betoed det, at alle de gode danske varer han saa godt kunne lide, blev langt billigere, saa han noed med andre ord godt af hvad han kaldte andres taabeligheder. Desuden kunne han ikke se hvordan det var muligt at tegne Mohammed, naar han aldrig var blevet tegnet foer.. han mente de tegninger maatte kunne vaere hvem som helst!
Houmam, som har vaeret vores hovedarrangoer af alle vores spaendende moeder med organisationer og privatpersoner, og som Michael og jeg personligt besoegte nogle dage efter at resten af vores rejsegruppe var taget hjem igen, er foedt og opvokset muslim, men noget saa forstyrret af den evindelige kalden til boen. Han ville oenske, at man kunne faa lidt mere ro! Dog kunne han med begejstring fortaelle, at i Syrien har man dobbelt op paa helligdage, fordi man baade fejrer de kristne og de muslimske, hvilket slet ikke er saa faa dage naar det kommer til stykket. Saa mon ikke den konstante kalden til boen til gengaeld opvejes af de mange feriedage!

Der er selvfoelgelig ogsaa et klart flertal, der bestemt ikke foeler det samme som dise mere moderate muslimer vi har moedt, omend det faktisk foerst var i Jordan at vi oplevede at se et boykot Danmark skilt, og da jeg pegede for at vise Michael skiltet, sagde koebmanden bare, "Oh, your from Denmark? No problem!". Han ville maegtig gerne lave business med os, og det var alligevel vigtigere.

I Libanon gik boelgerne hoejt, da vi tog til en "Eco Village" med en flok unge aktivister, der kaemper for bedre miljoeforhold, for at deltage i deres aktivist traeningslejr. Det hele blev meget spaendende da vi pludselig oplevede at vi kom op af stolene for en gang skyld i harme (vi godmodige danskere plejer ikke at vaere dem i skydezonen), da nogle af aktivisterne begyndte at tale om hvorledes 11/9 2001 rent praktisk kun kunne vaere blevet udfoert af den amerikanske regering selv. Denne konspirationsteori faldt ikke i god jord, og det blev hurtigt klart, at ting vi i Vesten tager for givet som sandheden, bestemt ikke har samme udseende i Mellemoesten. Det er grumt overhovedet at naevne, men der er en god portion mennesker hernede, der heller ikke anerkender Holocaust, og mener at vi er u-samarbejdsvillige, gammeldags og snaeversynede i Vesten, fordi vi naegter at diskutere muligheden for at den tid ikke skulle have eksisteret! Her forsvinder enhver rationel tanke for mig, hvis vi ikke kan moedes om historiske fakta, hvad har vi saa? Og holocaust staar altsaa ikke til debat!

Derudover var det nu en helt anderledes oplevelse at vaere i Libanon end i Syrien. Beirut by night ligner Vegas gone crazy! Der er saa helt ubeskriveligt mange smarte mennesker i smarte biler. Alverdens rige oliesheiker kommer til Beirut og fyrer den af og de saudi arabiske kvinder smider de sorte kaaper for en bemaerkning. Det er helt vildt, man har ingen chance for at foele sig smart - alle kvinder har faaet lavet plasticoperationer og gaar i toej der naermest ikke er der! De ligner dukker, der har brugt hele dage paa at goere sig i stand, og efter lokale kilders udtalelser er dette heller ikke skudt meget ved siden af. Saa bare hvis nogen skulle vaere i tvivl, saa er det ikke i Beirut at man finder de rettroendes hoejborg.
Vi var til et foredrag af en professor paa et af byens universiteter, som meget fint paapegede, at naar man lever i et land i konstant krig, hvor man tjekker nyhederne om morgenen for at hoere om kampene har aendret omraade, og man evt skal tage en anden vej paa arbejde, praecis som vi tjekker vejrudsigten, saa bliver man en smule kold, kynisk og overfladisk. Det er ikke muligt at leve med al det stress det egentligt er at vaere libaneser, saa man fokuserer paa nuet i stedet, paa at feste og gaa ud og hygge sig, og saa skidt vaere med i morgen. Professoren fortalte at under minikrigen i maj, havde festerne vaeret paa deres hoejeste - om dagen kaempede man i gaderne, om aftenen festede alle sammen, alt imens en storskaerm med krigens udskajelser hang paa dansegulvet, saa man kunne foelge med i, hvor i Beirut, der var kampe. Det maa man da kalde en smule sygt. Ligeledes kunne han fortaelle at minikrigen fra maj bestemt ikke var overstaaet, men at det var almen kendt, at sommeren med alle dens turister var hellig, og at naar de sidste turister engang var taget afsted, skulle vi nok faa en ny krig at se.
Det var svaert helt at forestille sig, at det er et land i krig imens vi var der, men ikke desto mindre sprang der en busbombe, der drabte 16 mennesker i Tripoli et par dage efter at vi igen havde forladt landet.

Tilbage i Syrien, for lige slutteligt at give et indtryk af de lokales levevis, var Michael og jeg paa besoeg hos Houmam i Lattakia og Jableh, hvor vi moedte et vaeld af hans slaegtninge og slaegtninges slaegtninge og venner og familievenner og disse moeder var helt fantastiske. Vi gik fra sted til sted og blev fodret med de dejligste laekkerier og hjemmelavet syrisk mad. Og det vilde var, at vi bare kom forbi og ringede paa, nogle gange over midnat, og saa sad vi paa deres terasser og sludrede, roeg vandpibe og spiste en masse mad til langt ud paa natten. I Mellemoesten er der ingen der sover, alting gaar til gengaeld bare det langsommere om dagen, men hvorfor sove, naar man endelig kan maerke en koelig brise hen under nattetimerne? Vi moedte her et laererpar, hvor manden havde siddet i faengsel i tretten aar, for at have stoettet kommunistpartiet i starten af firserne. Aldrig har jeg moedt et mere inspirerende og lykkeligt menneske. Han tog det hele i stiv arm, han havde ikke haft det alt for slemt, og selvom han slet ikke var kommunist i dag, fortroed han ingenting. Hans kone kunne kun tale fransk, saa jeg fik mulighed for at traene lidt, og hun gav os et kaempe glas Makdous med hjem, en laekker aubergineforret, som I maa smage, naar vi kommer hjem. De var saa gaestfrie og glade for at moede os og opfordrede os gentagne gange til at invitere vores familier ned til dem for at bo - hermed videregivet!

Som I kan hoere har det vaeret en meget begivenhedsrig tur, der ikke rigtig taaler sammenligning med vores tidligere backpackrejser, og der er selvfoelgelig stadig hundrede smaa ting, som vi ikke har fortalt om, men jeg haaber at det er blevet klart, at Syrien og Libanon er en rejse vaerd, og selvom jeg bestemt ikke er positivt indstillet overfor alt hvad vi har set og oplevet, saa haaber jeg, at det er blevet tydeligt, at i hvert fald Syrien er et meget sikkert land for turister at rejse i, og at vi har alle de kontakter til spaendende folk, som I boer tage ned at besoege for at faa en rigtig vild oplevelse! Gaestfriheden er helt enorm, hvis vi kommer igen, er jeg sikker paa at vi kunne bo privat hele vejen gennem Syrien med alle de mennesker vi har moedt, der tikkede os om at blive laengere. Der er bestemt en ting eller to vi kunne laere lidt af i Danmark.

/Anne Aagaard