10 dage i New York

Naar jeg taenker tilbage paa vores tur til New York, er der specielt een episode, der staar klart i mit hoved. Det var paa Sct. Nicks Pub i Harlem. Tidligere, midt paa gaden i selvsamme Harlem, var vi blevet antastet paa gaden, raabt af og deskrimineret, det var deres gade og vi havde ikke ret til at vaere der. De var tre sindsforstyrrede kvinder. Det var ubehageligt og meget skraemmende. Men paa Nicks Pub, blev det hele vendt rundt. Nina fra gruppen blev hevet op paa scenen, vist frem. Vi var i Harlem, de sortes kvarter, men nu var hun en soester og de var vores broedre og de ville goere alt for at passe paa os. Det var saa stort. Der var alligevel ikke nogen, der ville goere os ondt, de boed os velkomne med aabne arme. Hvad mere kan man forlange.

Jeg vidste godt inden jeg tog hjemmefra, at amerikanerne er nysgerrige, at de godt kan lide at spoerge hvor man kommer fra og hoere vores historie, ogsaa selvom man ved man ikke ser dem igen. Og alligevel bliver jeg altid overrasket over det. Deres geastfrihed er saa overvaeldende. Isaer dem fra latinamerika, det er nok noget de har med hjemmefra. Cesar lod os sove i sine boerns senge, gad vide hvor de saa skulle sove? Det var der ikke nogen der sagde noget til, de smilede bare. Ville jeg mon give min seng til en fremmed? Jeg tror det ikke, ikke hvis det betoed, at jeg selv skulle sove paa gulvet.
Vi har moedt saamange mennesker, der har viet deres liv til at hjaelpe andre. Men hvad faar de selv ud af det? Det er ogsaa et maerkeligt spoergsmaal, for skal man selv have noget ud af det?
New York er fantastisk, men ogsaa meget travl, der sker saa meget hele tiden, og har man ikke nogen penge og er tvunget til at arbejde et sted som Starbucks, ja saa skal man kigge langt efter New York som det ser ud i Sex and the City... Det er vist godt jeg kun var paa besoeg, saa kan jeg altid komme tilbage en anden gang. Jeg er nu meget glad for mine 30kvm paa Amager...