Damaskus set fra oven

Det er den tiende dag af vores tur. Tiden går stærkt samtidig med, at det føles som om, den er gået i stå.

Oppe fra bjerget kan man fornemme byens virkelige sammensætning. Qassioun-bjerget nord for Damaskus er fyldt med folk, der lige som os nyder et pusterum fra gadens intensitet. Duften af vandpibe og kebab hænger i de små cafeer. Rige turister fra Golfen og pilgrimsrejsende fra Iran sidder sammen med syriske familier denne aften og kigger ud på byen, der ligger for foden af bjerget.
Oppe på bjerget er man betragter frem for deltager, hvilket giver en mere overblik over det byliv, der virker så kaotisk. Man er for langt væk til at høre bilernes dytten, når man prøver at krydse gaden, og gadesælgernes råb, når de prøver at komme af med sine vandmeloner.

Lige for ligger den bydel, som jeg husker som mere ”vestligt” med fine bygninger og brede boulevarder. Det er magthavernes sted, hvorfra Bashar al-Assad-regimet udøver sit diktatur. Hvorfra de undertrykker al opposition, sætter kontroversielle kunstnere i fængsel og sender kritikere i eksil. Det er også herfra, de udsender forbud mod internetsiderne Facebook og Blogspot for at forhindre de utilfredses budskaber i at blive spredt.
”You can do everything in Syria.. except criticize the president”, var der en ung fyr, der sagde. 1/17 af befolkningen skulle være rekruteret af Mukhabarat, den syriske sikkerhedstjeneste, som har øjne og ører alle steder. Denne omstændighed fylder meget hos syrerne, som kun nødigt vil snakke politik, men jeg tror, at den største skade sker ved mediernes censur og selvcensur. Heldigvis bliver der kæmpet mod dette som fx i Shabablek’s lokaler, ungdomsbladet hvis direktør ved, at de en eller anden dag vil blive lukket, men indtil da vil presse myndighederne så meget som muligt.

En gruppe, som til gengæld nyder demokratiske friheder, er de palæstinensiske flygtninge, der som de eneste må organisere sig, fordi deres modstand mod Israel deles af alle arabere. Bydelen, Yarmouk eller bare ”lejren”, huser 130.000 af disse integrerede flygtninge. Jeg kan se, at den ikke ligger så langt fra centrum, men hvad, der ikke kan ses på afstand, er det brændende ønske om en dag at vende tilbage til et befriet Palæstina. Et ønske, der binder dem sammen og motiverer dem.

Nu kommer jeg til at tænke på de letklædte unge piger, der langs vejen op ad bjerget stod og ventede på kunder. Det er nemlig historien om et andet folk, der også ønsker at vende hjem – det er historien om de irakiske flygtninge.
”Lille Baghdad”. Bydelen, Sayeda Zeinab, ligger så langt ude, at man ikke kan se den heroppefra, og man overvejer, om det overhovedet er en del af Damaskus. Der kan man genkende de ansigter, man har set i fjernsynet, og disse folk kan også fortælle om bomber og død. Livet er mere sikkert her, men det er fattigt. FN-klinikken, hvor patienterne kun skal betale 20% af prisen, er overfyldt, og prostitution er blevet en levevej.
De 1,5 mio. irakere, der er kommet til Syrien, er blevet mødt med solidaritet fra alle sider, selvom de af eksperter omtales som ”det irakiske problem”. Problemet opstår, når fødevarer og boliger bliver dyrere, og når arbejdsløsheden stiger. Dette rammer den i forvejen ilde stedte underklasse, som er blevet så ilde stedt pga. landets overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi. Ude ved SEBC, som er en EU-sponsoreret organisation med fokus på styrkelsen af den private sektor, glæder de sig. Liberaliseringer betyder øget BNP, men det har også betydet øget ulighed.
”Bliver Syrien det nye Kina?”, bliver der spurgt i vores gruppe. Et samfund, som styres af et skudsikkert regime, men som tillader visse økonomiske reformer, som sætter gang i en opblomstring, der er til gavn for de få. Industrialisering og en voksende mængde billig arbejdskraft, og kan vi så snart købe varer ”made in Syria”?

Nu begynder mørket at falde på over byen, og det grønne lys, islams lys, tændes i de mange minareter. Det er solnedgang, og der skal kaldes til bøn. Koret af stemmer står op fra byen og smelter sammen til én smuk sang, som rører mig.
Oppe fra bjerget er det den oplyste Ummayad-moske, man ser bedst. Den ligger i den gamle by, som omkranset af den gamle bymur er helt unik i Mellemøsten. Når det handler om denne del af verden, bliver snakken hurtigt drejet ind på krig, terror og islam, og her er det, at en gåtur i de smalle gader ville være en god idé.
Man ser Aladdin flyve forbi på sit flyvende tæppe, og man forestiller sig handlende fra hele verden komme for at få del i Østens rigdomme.
Det er denne kultur, der er så vigtig for at forstå disse lande og befolkninger, og som vi selv kan blive så opslugte af.

Det hele er meget anderledes her i Syrien, men når man går på gaderne, er der noget, man let kan genkende. Man har set alle ansigterne før derhjemme om det så er i Farum eller på Nørrebro. Det er folk fra disse lande, der tager til Danmark, og man bliver næsten helt overrasket, når de hernede ikke kan snakke dansk.
Udover at få indblik i andre samfundsstrukturer og kulturer, har denne rejse også en anden funktion, nemlig at få indblik i den baggrund som danskere af anden etnisk baggrund kommer fra. Vi har lige mødt en dansk familie, som var på familiebesøg i Damaskus og også trængte til et pusterum oppe på bjerget, og de var så glade for at se os og os for at se dem. Så virker mange danskeres krav til disse folk om at glemme deres baggrund for at blive ”ordentlige” danskere lige pludseligt helt fjollet.

Byen er en menneskelig konstruktion, og derfor afspejler den de mennesker, der bor i den og det samfund, der driver den. Om en beskrivelse af Damaskus gør det ud for en beskrivelse af det syriske samfund, ved jeg ikke, men det er et skridt på vejen.

/Anne Sofie