Mit hoved er en kuffert med alt for meget beskidt toej!

Vores tur lakker mod enden. Vi har vaeret afsted i naesten tre uger nu, og imorgen tager vi afsked med Common Ground Relief, hvorefter vi skal til rejegilde (seafood bar maa da betyde rejegilde!) hos Malik Rahim - stifteren af Common Ground Relief. Herefter tager vi en nat paa hostel i Downtown N.O. - og der gaar rygter om at der er pool og bar paa hotellet. Det blir unaegtelig noget anderledes end Common Ground. Som saadan er det jo egentlig luksurioest nok i forhold til saa mange andre steder, her er baade mad, bad, air-con og bloede senge, men der er osse arbejde og vores projekt er osse en stigende stressfaktor. Faar vi nu filmet det vi skal mens vi er her? Taget billeder af de situationer der lige vil goere vores projekt perfekt og sigende istedet for intetsigende? Skrevet ordene ned lige naar de former sig i vores hoveder og ikke bare naar vi lige har tid?

Derfor bliver det rart at komme lidt vaek. Faa samlet tankerne og lukket dem ned. Det hele koerer rundt i hovedet nu. Vi er i et land hvor vi taler sproget flydende, saa vi kan kommunikere uden tolk, og det goer at man konstant falder i snak med andre mennesker. Amerikanerne er et meget aabent og, synes det, aegte interesseret folkefaerd. Osse selvom de allesammen tror at Danmark er hovedstaden i Holland og ejes af Norge. Og det er ikke engang loegn. Men denne konstante kontakt med nye mennesker taerer voldsomt paa energien. Jeg laeste engang i et blad at et almindeligt bymenneske i fx Aarhus teknisk set faar for mange indtryk gennem dagen, hvis man ellers er ude blandt folk. Hjernen er slet ikke bygget til konstant at vaere i kontakt med andre mennesker i saa hoej grad, saa det er ikke underligt at vi blir lidt traette.

Men det er fantastisk at tale med folk herovre. Alles historier er interessante, og man vil bare hoere mere. Jeg synes virkelig vi moeder mange smittende mennesker, og paa trods af den haabloese situation er ingen af dem blevet bitre eller lukkede. De er fyldt med haab, om haabet saa kommer fra troen paa Gud, fra det at de goer noget eller fra det at de kan se at vi kommer og hjaelper, det er underordnet. Men det ghir virkelig et kick at vaere her, som en mand herfra en dag sagde: ''It's important for you people to do something, but you will experience that the most important thing you're able to do is just to listen.'' Folk har simpelthen brug for at nogen tager deres historier alvorligt, saa de kan bevare haabet om en fremtid her igen, selvom alle naboerne er vaek. De har ikke bare mistet deres huse, som de fleste har arvet fra deres oldeforaeldre (lower 9th ward var slavernes bydel da afrikanerne foerst blev bragt hertil), de har mistet deres communities.

Natten efter hostellet i NO tager vi tilbage til NYC. Endnu en nat paa White House, som vi efterhaanden allesammen kalder hjem, og saa ellers Detroit, Amsterdam, DK. Hjem og rense ud i hovedet, rydde op og slappe af. Og saa skabe det fedeste projekt naar vi lige har genfundet energien. Det er det jeg glaeder mig til nu.