Rejsebeskrivelse fra den 30/7: "Borrow a Dane" og Muftien
I dag er kun den tredje dag på rejsen, men det føles virkelig, som om vi har været her i et par uger. Der har været knald på programmet de første par dage, og vi har nået utroligt meget allerede. Mandag blev vi kastet direkte ud i nærkontakten med lokalbefolkningen, da event’et ’Borrow A Dane’, løb af stablen på Bab Touma-pladsen i Damaskus. Her mødte unge syrere op, for at låne en dansker eller to for en dag, og for at vise os deres Damaskus, deres hverdagsliv. Jeg kom i en gruppe med to andre danskere og tre syriske drenge i alderen 21-25. Efterhånden som dagen gik, spredtes rygtet, og der gik ikke længe før der stødte flere af deres venner til, der også ville se hvad vi var for nogle størrelser. De skyndte sig at tage os med ud af den gamle bydel, som de syntes var håbløst umoderne, og viste os i stedet de trendy caféer og universitetsområdet, hvor de alle sammen enten boede eller havde boet.
I går, tirsdag, var højdepunktet helt sikkert mødet med den syriske stor-mufti. Sådan et møde kan kun finde sted hvis man har ’wasta’, de rigtige kontakter, så igennem nogen der kender nogen, blev der sat et møde i stand, med kun en dags varsel. Han er klart det største religiøse overhoved i landet, og vi fik fornemmelsen af, at det i Danmark svarer til at komme i audiens hos dronningen. Vi fik strenge instrukser om, at iføre os det pæneste tøj vi havde, som dækkede både håndled og ankler. Det resulterede i, at vi sad hos selveste stor-muftien og følte os lidt som en flok danske vagabonder, da det ikke var imponerende hvad vi kunne finde frem fra rygsækken. Nå, men i hvert fald blev vi da lukket ind og fik lov at møde ham. Han holdt en lille tale, om at vi skal skabe fred mellem religionerne, og om hvordan vi alle sammen skal leve som brødre her på jorden. Bagefter fik vi lov at stille spørgsmål, hvilket var en smule svært, for hvad spørger man i virkeligheden sådan en mand om?
Rejsebeskrivelse fra den 4/8: Aleppo
Vi er nu ca. halvvejs på vores rejse igennem mellemøsten, og er nået til Aleppo i Nord-Syrien. Det er Syriens næststørste by, og er med sine fem millioner indbyggere et vigtigt handelscentrum. Byen er berømt for deres souq (marked), der er den ældste og flotteste i Mellemøsten. Her bliver man overvældet af indtryk og dufte fra de mange små boder, der sælger alt lige fra tørklæder og farvestrålende kjoler til kamelkød og krydderier. Man må sno sig imellem handlende, æsler, knallerter, vogne, børn der leger og ikke mindst de energiske sælgere der vil prakke én mere eller mindre ubrugelige ting på. Det er et fantastisk sted, der mest af alt minder om noget fra 1001 Nats Eventyr.
Når man bevæger sig ud af souq’en, opdager man pludselig en helt anden side af Aleppo. I den nye bydel er der generel energisk travlhed, fancy butikker der sælger falske mærkevarer, business-folk i jakkesæt og caféer hvor man kan sætte sig og drikke en espresso. Netop det sidste virker som en besynderlig ting i 45 graders varme, men de lokale har selvfølgelig et andet forhold til temperaturen.
Kontrasterne i Syrien er store, og er især meget udtalte i Aleppo. For når man går rundt imellem alle jakkesættene og højhusene, glemmer man nemt at det er et diktatur-styret land, hvor blandt andet internetsider som facebook og blogspot er forbudt. Homoseksualitet anerkendes ikke, og det er forbudt for alle at kysse på gaden. Man bliver forblændet af lighederne med en hvilken som helst storby i Europa, og glemmer at folk bliver sat i fængsel for at kritisere regeringen, og at 1 ud af 15 syrere arbejder for sikkerhedstjenesten. De mange unge mennesker vi har mødt efterhånden, virker næsten alle sammen utroligt optimistiske omkring præsident Al-Assad og fremtiden for landet. Jeg tænker, at de må kende til realiteterne, men vælger at leve i naiviteten, fordi det er nemmere.
Snart går turen videre til Beirut i Libanon, og det bliver meget spændende at se hvordan livet ser ud der, sammenlignet med Syrien. De har demokrati, men til gengæld enorm politisk ustabilitet, hvor Syrien jo er et diktatur og derfor er utrolig politisk stabilt. Der må være kæmpe forskel på hvordan man kan opføre sig, og leve, i de to lande, og det er fantastisk at få lov at se det med egne øjne.
Rejsebeskrivelse fra den 7/8: Lesbiske i Libanon
Beirut blev indtil 1975 beskrevet som ’Mellemøstens Paris’ med flotte natklubber og kasinoer, måske lidt i sammenligning med Monaco i dag. Det Libanon, der møder os, da vi kører over grænsen fra Syrien, vil jeg næppe beskrive som Paris. Et af de første billeder, jeg har indprintet i mit hoved, er en vissen mark med et blikskur i hjørnet, hvor der lige ved siden af ligger en selvdød ko, der er ved at blive fortæret af to hunde. Alle de bygninger vi møder, der ikke er nybyggede, er fyldt med skudhuller og ser generelt smadrede ud. Det er ikke til at vide om det stammer tilbage fra borgerkrigen der varede fra 1975-90, fra sommerkrigen mellem Hizbollah og Israel i 2006, eller fra urolighederne i Maj måned i år.
Da vi når Beirut viser kontrasterne sig for alvor. Det total-smadrede gamle Holiday Inn-hotel står uberørt, som et symbol på borgerkrigen, og lige ved siden af er der nu opført et højhus med kæmpe glasfacader, der ligner noget, der kunne være taget ud af Manhattan. Cornichen ligner en hvilken som helst anden strandpromenade ud til Middelhavet, hvor folk går tur, står på rulleskøjter, spiser is, solbader osv. Ikke mange meter væk kan man finde både McDonalds og Dunkin Donuts, og vender man sig om, får man øje på en kampvogn parkeret i et lyskryds, og soldater i kamuflage og med maskingevær. For at komme ind i downtown skal man igennem adskillige checkpoints, hvor man skal have tjekket tasker og lommer.
Dagen efter mødes vi med Meem, der er en lesbisk organisation med ca. 200 medlemmer. Det er en utrolig livsglad og positiv gruppe mennesker der møder os, da vi træder ind i deres hovedkvarter i en lejlighed tæt ved centrum. De kæmper en konstant kamp mod systemet, da homoseksualitet er forbudt i Libanon ligesom i mange andre lande i Mellemøsten. Det er deres personlige historier der gør mest indtryk på mig. På den ene side er der de piger der har måttet forlade alt hvad de kender for at kunne stå ved deres identitet som lesbisk. På den anden side er der ca. 80% der lever et dobbeltliv, hvor omverdenen ingenting ved om det, og hvor de enten er gift eller bor hos deres forældre. De må konstant komme op med undskyldninger for at kunne leve, hvad de anser for deres ’rigtige liv’, hos Meem. Organisationen har medlemmer i alle aldersgrupper, helt fra 15 år, og de fleste af de yngre piger går en fremtid i møde med arrangeret ægteskab og børn. De fortæller, at før Meem blev startet for et år siden, havde mange af dem aldrig mødt andre lesbiske, og at den eneste udvej dengang for mange var enten selvmord eller at flygte ud af landet. Det er en ufattelig historie, der får tankerne i gang hos mange af os. For selvom Libanon umiddelbart virker som et meget liberalt land med miniskirts og Gucci-tasker i gadebilledet, ligger der andre faktorer under overfladen, der nok er et af kendetegnene ved et arabisk land.
Snart går turen tilbage til Damaskus, hvor vi har 5 dage inden vi skal tilbage til Danmark. Her skal vi blandt andet mødes med Dansk Røde Kors, der arbejder med irakiske flygtninge i Syrien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar