onsdag den 3. september 2008

Et bad eller rent drikkevand – hvad ville du vælge?

At træffe det valg er hverdag for palæstinenserne. Ligesom mange palæstinensere hver morgen står op til synet af en 8 meter høj betonmur lige udenfor køkkenvinduet eller tværs igennem deres olivenmarker.

Også israelernes hverdag er langt fra vores. Alle israelske mænd har 3 års værnepligt, kvinderne har 2 - og så skal man i Israel igennem sikkerhedstjek, inden man får lov til at gå ind i indkøbscentret.

Vi sluttede vores 3 uger lange rejse i den israelske storby Tel Aviv efter at have rejst rundt i både Israel og på Vestbredden i Palæstina. Israel/Palæstina er fyldt med kontraster. Den 350 km lange barriere af pigtråd, hegn og mur, som Israel er ved at bygge, er symbolet på de enorme kontraster der er i et område blot på størrelse med Danmark.

Er du israeler og bor på den israelske side af muren er udgangspunktet for dit liv et helt andet, end hvis du er palæstinenser og bor på den anden side.

På turens sidste dage oplevede vi Tel Aviv's fantastiske sandstrand. Tel Aviv er en by, som leder tankerne hen på Miami, og en by som mange israelere strømmer til i weekenderne for at slå sig løs – hvad enten det gælder solbadning, surfing eller en tur i det vilde natteliv. Her befandt vi os mellem hundredvis af solbrune israelere i smart sommertøj, bikinier og badeshorts. Ren nydelse og man kunne næsten godt forstå, hvordan man som helt almindelig israeler kan "glemme", at Gaza-striben blot ligger 60 km længere nede ad samme kyst. Og at der i en afstand af kun 25 km øst for Tel Aviv ligger en lille palæstinensisk landsby, som netop nu bliver delt af muren. 80 % af byens indbyggere arbejder i Israel – det vil de nu ikke have mulighed for længere. Byens indbyggere, kvinder, mænd, børn og gamle, demonstrerer nu dagligt mod muren. Muren er ikke det eneste byggeri, de dagligt kan se tage form. Kaster man blikket i den anden retning, ser man nybyggeri, hvor huse systematisk bliver opført. Her flytter israelske bosættere snart ind på palæstinensisk grund – i strid mod international lov. Modsat palæstinenserne skal de ikke tænke på at spare på vandet, det er nemlig Israel, som har kontrollen over det rene drikkevand. Det anslås at den gennemsnitlige palæstinenser bruger 70 liter vand om dagen, mens en israelsk bosætter bruger 600 liter.

I Jerusalem besøgte vi en palæstinensisk familie, som for nogle år tilbage havde været en tur på hospitalet. Da de kom hjem havde jødiske bosættere brudt ind i deres søns værelse i det hus, som familien har boet i siden 1956. Siden er bosætterne blevet boende i værelset, og de to parter kæmper stadig om retten til at bo i huset. Sagen har været for retten, og hvad der foregår i huset er blevet en slags symbol på hele konflikten.

Dette er blot nogle af utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er ofre i en årelang konflikt, som det stadig kan være svært at se en løsning på.

Når vi har talt med unge israelere og palæstinensere har de givet udtryk for, at de ligesom os, håber på, at de vil få et godt liv: En god uddannelse, familie, sundhed osv. Hvad enten man er israeler eller palæstinenser, er det for langt de fleste, dét man bygger sin hverdag på – men udgangspunktet og mulighederne er dog vidt forskellige.
































Ingen kommentarer: