Efter seks dage i Libanon er vi nu tilbage i Syrien. Myndighederne har ikke givet os lov til at tage til Golan-højderne, fordi de synes, at vores rejse er for u-turistet og suspekt. Til gengæld har vi reddet på æsler mellem drusiske landsbyer og beduinertelte, og i morgen skal vi holde afskedsfest for vores syriske venner.
Tilbage i Syrien og vejene er med ét mere bumpede. Eller er det bare noget, man bilder sig ind? Er vejene mere bumpede, fordi man forventer, at de skal være det?
I den tætpakkede taxa syntes man i hvert fald at kunne mærke en forskel, og, indbildt eller ej, så har den en betydning.
Hvor Syrien ligner en blanding mellem 1001 nats eventyr og et faldefærdigt DDR, er Libanon kendt som ”Mellemøstens Schweiz”. Markedsøkonomi, liberalisme og gratis uddannelse har glædet Vestens moderne stater. Beiruts natteliv, middelhavsstemningen og skisportsstederne har begejstret dem.
Mærk solen på dine bare skuldre, mens du går en tur på Cornich’en, den berømte strandpromenade, og drik den iskaffe, du købte ”to go” hos Starbucks. Hør folk på gaden snakke engelsk som indfødte amerikanere, og se de politiske flag fra alle mulige partier. Lugt bilosen fra jaguarerne, der kører rund inde i downtown med saudiarabiske kvinder i burkha bag rettet.
Det er frihed for alle sanserne, men ikke mindst frihed for det enkelte menneske.
Amer er en blogger fra Syrien, som måtte flygte fra landet på grund af sine kritiske udtalelser. Den syriske efterretningstjeneste har stadig en del mænd i Libanon, og derfor mødtes vi med ham på en tilfældig bar i Gemmayzeh-kvarteret.
I 2006 blev han fængslet, fordi ejeren af den internetcafe, hvor han skrev sine kritiske tekster, var sympatisør af regimet. I modsætning til mange af hans kolleger undgik han tortur, men hans familie blev chikaneret og udspurgt. Han blev løsladt, fordi myndighederne håbede på, at de kunne bruge ham som spion, men han tog chancen og flygtede over bjergene til Libanon. USA har givet ham politisk asyl, men selvom han kun er i transit i Libanon, er det det tryggeste sted for ham i Mellemøsten. Han kan sove sikkert om natten og få sine artikler trygt i avisen.
Men hvis Libanon er frit, hvad laver 18 millioner mennesker med libanesisk baggrund så uden for Libanon? Og hvorfor fraråder udenrigsministeriet alle rejser dertil?
Shiaer, sunnier, drusere, ismailitter, alavitter, nusayrier og de kristne maronitter, de romersk-katolske, melkit-katolikker, nestorer, kaldærer, armensk-ortodokse og armensk-katolske, græsk-ortodokse, syrisk-katolske, romersk-katolske og protestanter. 17 religiøse sekter findes der i Libanon, og de skal deles om magten. Det kaldes det sekteriske system, og det betyder, at præsidenten skal være maronit, premierministeren sunni, parlamentsformanden shia, og pladserne i parlamentet deles af alle grupperne.
På papiret ser denne halvdemokratiske ide god ud, men der er forskel på teori og praksis. I praksis er magtdelingen ikke baseret på størrelsen af de forskellige grupper, men på hvem, der var det internationale samfunds favoritter, dengang Libanon blev uafhængigt. Derfor er kagen ulige delt i dag med maronitterne som fødselsdagsbarnet og muslimerne som taberne, hvilket betyder, at de i et samfund, hvor korruption laver magt om til penge, bliver de fattigste.
Libanon er det 3. mest ulige land i verden i forhold til samfundets fordeling af ressourcer, og det ses.
Man tror, at det er Nice eller L.A., men man kan ikke undgå at se de grimmere sider af Libanon. De blanke overflader bliver hurtigt forvandlet til nøgen beton, og bmw’erne til gamle varevogne, lige så snart du går uden for de pæne områder.
En så stor social ulighed kan kun give problemer, og det har Libanon haft nok af. 17 sekter, 17 år med borgerkrig hvor Beirut blev delt op i et kristent Vest og et muslimsk Øst, og over 100.000 mennesker blev dræbt. Men konflikten er mere kompliceret end det, for alliancer bliver dannet, og alliancer bliver brudt. Næsten alle sekter bliver støttet af forskellige dele af udlandet. Borgerkrigen endte i 1990, men så sent som i sidste uge blev 16 mennesker dræbt i kampe mellem alavitter og sunnier.
De studerende på det franske universitet i Beirut har alle våben derhjemme. For når man ser sin underbo tage af sted på scooter med sin hue og sin AK47, føler man det nødvendigt at kunne beskytte sig selv. De politiske nyheder er deres specielle ”vejrudsigter”, de skal tjekkes, så man ved, hvilke områder man skal undgå.
Inde i downtown har private firmaer og byggekraner travlt med at genopbygge efter flere kriges hærgen, men det er langt fra alle steder, at de har råd til det. Husene er fyldt med skudhuller, nogle står som ruiner, og på tagene ligger der stablede sandsække på tagene, som ikke lige er blevet fjernet. Der er check points, tanks og soldater alle vegne, for freden er skrøbelig.
En masse kontraster på meget lidt plads. Sådan er det rigtige Libanon altså. Jeg gik en dag og kiggede på smykkebutikker i et kvarter med små cafeer og brosten, men jeg for vild og endte i en gade mærket af krigen. Sønderbombede huse og spredte ejendele var det, jeg så. Jeg tog mit kamera op af tasken for at tage et billede, men en venlig mand stoppede mig, for jeg måtte hellere stoppe, hvis ikke jeg ville have problemer. ”Over there is Hizbollah” sagde han og pegede på huset for enden af gaden, og rigtig nok. 50 meter fra guldbutikken blev jeg mødt af et hav af gule flag og billeder af deres leder, Nasrallah. Der var propfyldte boligblokke og store huller i vejen. På bare 50 meter gik jeg fra vestlig luksus, gennem den krig, de bruger som udtryksmiddel, til fattigdom af den tredje verden.
Alle lande er forskellige, men Syrien og Libanon er to mere ekstreme af slagsen. Det er to kontraster og kan alligevel sammenlignes. Hvad den ene har, mangler den anden og omvendt. Syrien består af diktatur og undertrykkelse, hvor Libanon politisk er frit. Til gengæld nyder syrerne fred og stabilitet, hvor libaneserne plages af krig på krig. To vidt forskellige styreformer, men hvad er bedst?
Hvad vil du helst blive mødt af, når du kører ind i det land? Hvordan vil du modtages ved grænseovergangen?
Når man ankommer til Syrien bliver man budt velkommen af et kæmpe portræt af præsidenten Bashar al-Assad med 21 mindre kopier hængende på paskontoret, hvor det første, der møder en i Libanon, er camouflagemønster og maskinpistoler.
Anne Sofie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar