Foerste dag i New Orleans

Vi skulle sindssygt tidligt op. Koerte kl 4 om morgenen. Vi var eller kommet til lufthavnen i god tid. Der var vist andre end os, der ogsaa skulle ud at rejse. Bl.a. en italiensk gruppe paa 48. Hold keaft det tog lang tid. En kvinde havde for mange kufferter, den ene var fyldt med make-up, hmm, den havde hun vist ikke brug for, maaske hun hellere skulle have brugt pengene paa en ny BH??? Deres rejseledere var stressede og helt oppe at koere, de havde allerede misset et fly i Italien. Er nu meget godt tilfreds med Mikkel og Saras afslappede facon, vi maerker ingen stress. Vi kom afsted. I flyet sad Heidi og jeg ved siden af en amerikansk laege, han skulle til jobsamtale i New Orleans. Han var nysgerrig, ville gerne snakke med os. Jeg elsker amerikanernes hurtige maade at komme i kontakt med folk paa. Det er smaa hverdags historier, man laerer noget om hinanden.

Det er skraemmende i New Orleans. I lower 9th ward, hvor vi bor, er der neasten intet tilbage og her var ellers fyldt medhuse foer. Det var det fattige kvarter. Bystyret og regeringen vil ikke hjaelpe, borgmesteren har foreslaaet, at lave en park her, nok for at de fattige ikke belaster byen igen, nu havde man jo lige faaet jaget dem ud. Men hvad med alle de mennesker der borede her, skal de ikke have lov til at komme tilbage? Vi bor hos Common Ground Relief, de laaner arbejdskraft ud til forskellige genopbygningsprojekter i kvarteret. Her er unge mennesker fra hele verden, der har valgt at bruge lidt af deres sommerferie paa at hjaelpe de fattige her med at faa deres liv tilbage. Det er tre aar siden Katrina, og der er lang vej endnu.

Jeg var saa treat da vi ankom, faldt i soevn i bilen paa vej her hen, ku neasten ikke haenge sammen mere. De sprugte om vi ku hjalpe paa et community center, der var vist noget der skulle ordnes. Jeg havde mest lyst til at give op og laegge mig til sove, men vi var jo kommet for at hjaelpe. Der skulle slaas greas, det var vist ikke blevet slaaet i flere aar. Jeg ved ikke hvad der skete, men da jeg fik den graesslaamaskine i haanden, fik jeg fornyet energi. At rende rundt der i bagende sol og sveden dryppende og slaa graes. Det var ren terapi. De var saa glade for, at vi ville hjaelpe. Selvom det var saa lidt, saa var det alligevel saa meget. Vi havde gjort dagens gode gerning og ku tage hjem og ta et dejligt koldt bad.