IndyAct

The last boyscout Wael
IndyAct
Med en tro om at møde helt almindelige grønspætter i Libanons vilde natur blev vi helt overraskede. IndyAct gutterne og -tøserne var ikke helt almindelige spejdere, og det var heller ikke en normal spejderlejr, vi kom på. Det var derimod en activist camp midt ude i Chouf-bjergenes skønne natur med den libanesiske ungdoms- og miljøorganisation IndyAct. IndyAct opstod under sommerkrigen i 2006 efter olieforureningen på Beiruts kyst som følge af israelsk bombning af en olietanker. Organisationen er uafhængig af partipolitiske interesser og religion.
Stedet, vi opholder os på, hedder Ecovillage og består af en masse træhytter, telte, egen økofarm og ikke mindst træflislokummer. En dejlig luksus for en flok NextStoppere med rejsemave (Al-Asad´s forbandelse). Vi skal ikke glemme at nævne, den dejlige nærliggende flod, som i enhver pause blev benyttet af svedige aktivister.
Den første formiddag gik med workshops, hvor vi snakkede om, hvad det vil sige at være aktivist og prøvede at definere grænserne for det. Efter en dejlig frokost med bønner, som var god for de flestes rejsemaver, blev snakken lagt til side og aktivisttræningen begyndte. Temaet var NVDA, hvilket står for Non Violent Direct Action. Her lærte vi at lave fredelige blokader, og hvordan man bedst undgår at blive flyttet af politiet på en fredelig måde. Vi blev overraskede over, hvor seriøs den østrigske aktivisttræner Thomas var. En tidligere Greenpeace aktivist med stor erfaring og glæde ved aktivistlivsstilen. Han var konstant beredt på en aktion og slap aldrig sit klatreseletøj af syne. Al denne træning skulle føre os til den store finale den sidste dag i bjergene. En ond fabriksejer (Jens, vores second chief guide efter Katrine) lod sin fabrik forurene den lokale flod med radioaktivt affald, hvilket fik de gode IndyAct gutter op på barrikaderne. Forureningen førte til, at den stakkels fiskerkone(Fie) ikke havde andet end døde fisk at fange. Dette blev verificeret af miljøeksperten(Mia), der tog vandprøver og lavede rapporter, som IndyAct og sundhedsministeren (Stine) kunne bruge i kampagnen for at få fabrikken lukket. Desværre havde den onde fabriksejer og miljøministeren (Karsten) et meget tæt venskab. De spillede golf og var i countryclub sammen. Da situationen var fastlåst pga. det politiske landskab og forholdet mellem fabriksejeren og miljøministeren, rykkede IndyAct aktivisterne ud for at besætte fabrikken. Politiet svarede med taktfast, fascistisk march under ledelse af Kommissæren (Mikael) og med vagthunden Babdu (den lokale loppebefængte hund). Det var hårdt arbejde for NextStopperne at få fjernet aktivisterne, da træner-Thomas havde oplært eleverne godt. Selv pigerne vejede som elefanter og drengene som blåhvaler. Da aktivisterne endelig indgik kompromis med fabriksledelsen, skulle de afhøres af forhørslederen (Dennis), som brugte hårde psykiske forhørsmetoder, som kunne få selv Stasi til at blegne. Men da aktivister ikke havde gjort noget voldeligt, kunne de ikke anklages for noget seriøst og fik lov at gå.
Godt nok syntes nogen af os at de IndyAct tog aktivisme alt for seriøs og højtidligt, men måske er det vejen frem i det ellers så voldelige libanesiske samfund. Mange lever i apati over situationen og handling mangler, for at ændre hverdagen. Men IndyAct grundlæggeren, ildsjæl og leder Wael skal nok føre organisationen på rette vej og skabe et rum for unge forandringsvillige libanesere.
Skrevet i Damascus Lufthavn på vej hjem til Danmark af de to meget trætte, men rejselykkelige Nextstoppere frk Mia og mr Gökhan