Harlem - om at opleve racismen taet paa.

Harlem var engang et haardt kvarter hvor hvide folk ikke skulle vaere efter moerkets frembrud, men nu er det et paent gammelt kvarter, hvor folk er rare og venlige. Men stadig hovedsagligt beboet af latinoer, asiater og sorte, fordi det er det billigste sted at bo i NYC. Vi fulgtes rundt med en sort turguide, han hed Neil, og han var ret overgearet, men virkelig rar og god til at forklare. Han var lidt standup agtig, saa vi morede os paa turen og drak osse et par oel med ham. Fint nok. Men saa er vi paa vej hen og faa lidt mad, da tre smaa og aeldre muslimske kvinder passer os o og skriger ind i vores hoveder at ''you white trash, get the fuck outta our neighborhood, you ain't welcome here!'' Vi bliver lidt forvirrede men gaar videre og de foelger efter os og skriger alt muligt racistisk mod os, altimens Neil raaber til dem at de ska ''show respect for my brothers and sisters!'' De tre damer og Neil kommer serioest op at skaendes og vi holder os til Neil, og saa kommer to pansere pludselig og tilbageholder Neil og forlanger en forklaring. Vi forklarer hoejlydt politiet at han er vores ven og at han er uskyldig og at vi er blevet verbalt overfaldet og at han stod op for os, og endelig lader politiet ham mistroisk gaa.

Neil er tydeligvis meget vred og ked af det og i chok, for mens han forsoeger at skabe dialog i hans community mellem alle farver folk, saa er de tre gamle damer en del af den meget lille bevaegelse i Harlem, som stadig mener at sorte og hvide skal assimileres - at vi ikke skal kommunikere med hinanden. Og det er foerste gang Neil oplever at blive antastet paa gaden fordi han forsoeger at skabe dialog - det goer ham ked af det fordi han er saa dedikeret til at skabe dialog. Han render rundt med en t-shirt han selv har lavet med Obama og malcolm X paa, og hvis man kender lidt til historien om Malcolm X, saa ved man at han mistede hele sin familie, at han foerst var kriminel, siden fundamentalistisk sort muslim, som var fortaler fra total seperation af sorte og hvide, for til sidst at blive inspireret af en tur til mekka som laerte ham at der ogsaa findes gode hvide mennesker, og fra da af blev han fortaler for dialog og respekt mellem alle farver og religioner. De sorte muslimske kvinder paa gaden raaber af Neil og kalder ham en sell-out, en house-nigger (meget nedsaettende ord, 'slave for de hvide') og meget andet grimt. Men da de foerst kalder Malcolm X for en sell-out, saa ved vi at de er skoere - for hvem fanden kan vaere fortaler for assimilation i et samfund som vores, det gavner da ingen! Og derfra er jeg ikke saa chokeret over de sorte kvinder, for det er tydeligt at ingen bakker dem op, og at alle paa gaden synes at de er pinlige.

Vores gruppe er dybt splittet - nogen af os, mig selv deriblandt, tager situationen som et tegn paa at meget faa mennesker er nogen kaempe idioter, mens andre i gruppen bliver ked af det og chokeret og bare vil hjem. Vi ender med at splitte op, og os som tager videre tager hen paa en lille hyggelig jazzklub lidt nordligere i Harlem, som hedder St. Nick's pub. Her er der naesten kun sorte, og lokalet er meget lille og crowdet. I enden af lokalet er en lille scene og her er et skoent jazzorkester med asiater og sorte og en skoen sort rappende fyr igang med at fremfoere musik om kaerlighed, fred og faellesskab. Foelelserne i vores hjerter vender som paa en tallerken og glaeden finder os igen. Chokket fortager sig fuldstaendig da han traekker mig op paa scenen, tager min haand og raaber til folk at ''this is my sister - if anyone comes near her, i'll do anything to protect her - we should all be doing that' eller noget i den retning. Der er altsaa osse den slags mennesker her i Harlem, og det er saadan de alle har vaeret, dem vi har moedt, kun lige med undtagelse af tre gamle damer. 5 gamle sorte vanvittigt dygtige jazzmusikere overtager scenen og beruser lokalet fuldstaendigt har jeg faktisk naesten glemt den ubehagelige oplevelse. Faktisk var det naesten vigtigt at maerke racismen paa min egen krop synes jeg, for kun paa den maade ved jeg at jeg virkelig er antiracist. Jeg vil stadig kaempe for antiracisme selvom jeg oplever modstand fra dem jeg egentlig kaemper for. For den lille del skal ikke oedelaegge det for de mange! Og jeg haaber virkelig at naar chokket har lagt sig, saa vil hele gruppen ku se at frygt ikke gavner, men det goer dialog.

Nina