onsdag den 3. september 2008

Et bad eller rent drikkevand – hvad ville du vælge?

At træffe det valg er hverdag for palæstinenserne. Ligesom mange palæstinensere hver morgen står op til synet af en 8 meter høj betonmur lige udenfor køkkenvinduet eller tværs igennem deres olivenmarker.

Også israelernes hverdag er langt fra vores. Alle israelske mænd har 3 års værnepligt, kvinderne har 2 - og så skal man i Israel igennem sikkerhedstjek, inden man får lov til at gå ind i indkøbscentret.

Vi sluttede vores 3 uger lange rejse i den israelske storby Tel Aviv efter at have rejst rundt i både Israel og på Vestbredden i Palæstina. Israel/Palæstina er fyldt med kontraster. Den 350 km lange barriere af pigtråd, hegn og mur, som Israel er ved at bygge, er symbolet på de enorme kontraster der er i et område blot på størrelse med Danmark.

Er du israeler og bor på den israelske side af muren er udgangspunktet for dit liv et helt andet, end hvis du er palæstinenser og bor på den anden side.

På turens sidste dage oplevede vi Tel Aviv's fantastiske sandstrand. Tel Aviv er en by, som leder tankerne hen på Miami, og en by som mange israelere strømmer til i weekenderne for at slå sig løs – hvad enten det gælder solbadning, surfing eller en tur i det vilde natteliv. Her befandt vi os mellem hundredvis af solbrune israelere i smart sommertøj, bikinier og badeshorts. Ren nydelse og man kunne næsten godt forstå, hvordan man som helt almindelig israeler kan "glemme", at Gaza-striben blot ligger 60 km længere nede ad samme kyst. Og at der i en afstand af kun 25 km øst for Tel Aviv ligger en lille palæstinensisk landsby, som netop nu bliver delt af muren. 80 % af byens indbyggere arbejder i Israel – det vil de nu ikke have mulighed for længere. Byens indbyggere, kvinder, mænd, børn og gamle, demonstrerer nu dagligt mod muren. Muren er ikke det eneste byggeri, de dagligt kan se tage form. Kaster man blikket i den anden retning, ser man nybyggeri, hvor huse systematisk bliver opført. Her flytter israelske bosættere snart ind på palæstinensisk grund – i strid mod international lov. Modsat palæstinenserne skal de ikke tænke på at spare på vandet, det er nemlig Israel, som har kontrollen over det rene drikkevand. Det anslås at den gennemsnitlige palæstinenser bruger 70 liter vand om dagen, mens en israelsk bosætter bruger 600 liter.

I Jerusalem besøgte vi en palæstinensisk familie, som for nogle år tilbage havde været en tur på hospitalet. Da de kom hjem havde jødiske bosættere brudt ind i deres søns værelse i det hus, som familien har boet i siden 1956. Siden er bosætterne blevet boende i værelset, og de to parter kæmper stadig om retten til at bo i huset. Sagen har været for retten, og hvad der foregår i huset er blevet en slags symbol på hele konflikten.

Dette er blot nogle af utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er ofre i en årelang konflikt, som det stadig kan være svært at se en løsning på.

Når vi har talt med unge israelere og palæstinensere har de givet udtryk for, at de ligesom os, håber på, at de vil få et godt liv: En god uddannelse, familie, sundhed osv. Hvad enten man er israeler eller palæstinenser, er det for langt de fleste, dét man bygger sin hverdag på – men udgangspunktet og mulighederne er dog vidt forskellige.
































søndag den 31. august 2008

Tanker efter turen

Next Stop Syrien og Libanon er en del af Mellemfolkeligt Samvirkes dialog- og interaktionsprojekter i Mellemoesten stoettet af Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, der er fremkommet efter Mohammedkrisen. Det har derfor i det store og hele handlet om det kulturelle moede med forskellige mennesker med forskellige baggrunde, som i sidste ende gerne skulle give os - og dem - en udvidet horisont og forstaaelse af bl.a. religion og politiske overbevisninger, som vi kan sprede videre til venner og bekendte og bekendtes bekendte! Saa det er med dette indlæg dermed forhaabentligt paabegyndt!

Det har igangsat en frygtelig masse tankevirksomhed at vaere paa denne tur - bestemt ikke noget man skal beklage sig over, men vores begges primaere konklusion paa stort set ethvert spoergsmaal efter denne tur - vaere det sig religion, krig, diktatoriske regimer, Israel/Palaestina eller fattigdom - er, at det er alt for komplekst til at have en entydig og klar holdning til. Jeg ved nu saa uendeligt meget mere om alle disse temaer, men kun akkurat nok til at vide, at omend jeg saa var foedt og opvokset i Mellemoesten, saa ville jeg stadig ikke forstaa det hele til fulde.

I Syrien havde vi den store aere at moede landets stormufti. Der var nationalt tvhold paa moedet, der foregik hos muftien, og vi havde alle faaet strenge instruksor paa hvordan vi skulle vaere klaedt og hvordan vi som piger skulle sidde uden krydsede ben og holde vores haender. Oveni kom at vi piger blev placeret laengst vaek fra muftien, efter at fyrene i vores gruppe var blevet seated. Til trods for den tydelige forskelsbehandling paa koennene var vi nu allermest af alt saa beaerede over at moede det muslimske folks stoerste overhoved personligt, at vi hurtigt glemte vores placering i showet. Det var ogsaa som om der var en indforstaaethed i gruppen om, at vi piger ville foere ordet da vi naaede til spaergsmaalsrunden, til min personlige begejstring, vores egen lille revolution - nobody puts Baby in the corner!
Muftien brugte store flotte ord, og talte om Muhammedkrisen, og om at man i Syrien godt vidste, at det ikke var alle i Danmark, der var enige med tegneren, og at det var et faatal af syrere, der havde braendt vores ambassade ned, hvilket han undskyldte paa det dybeste for. Han bad os vaere helt aerlige, sagde at han foretrak at tale med studerende fremfor politikere, idet han noed at hoere den egentlige sandhed. Mit personlige indtryk af ham, var, at han var en enorm godmodig, venlig og humoristisk mand, der bestemt ikke saa ud til at kunne eller ville goere en flue fortraed. Dog laa der en helt klar censurering inde i os alle, der var vidst ikke nogen der var i tvivl om, at vi jo alligevel IKKE kunne sige alt. I saa fald ville man maaske have haft lyst til at fortaelle ham, at omend man maaske ikke var enig med tegneren fra Jyllandsposten, saa handlede det i Danmark ikke blot om forstaaelse og misforstaaelse af religioner, men ogsaa om retten til ytringsfrihed. Ligeledes kunne han anerkende os som kristne mennesker, og mente, at vi i bund og grund tror paa det samme - men man fristes til at spoerge til hinduerne eller de sekulaere. Hinduerne blev der spurgt til, men det der med flerguderi kunne Muftien ikke anerkende! Generelt er vi danskere alle blevet kastet i baaden som kristne, for hernede er religion nu engang en del af din person - det staar i dit pas, og staar ikke til at aendre. Desuden er det nemmere at forholde sig til andre, hvis de er puttet i en bestemt boks, og ikke bare ugudelige skabninger, der tror paa ingenting! En i gruppen vovede at spoerge ham om monopoliseringen af de syriske medier, nu vi skulle vaere aerlige og tale frit, men dette spoergsmaal formaaede han paa besynderligste vis at undlade at svare paa. Vi fik ogsaa lige en indirekte opsang for at vaere paa israelernes side i Israel/Palaestinakonflikten, hvilket oejensynligt er det mest tabubelagte emne man kan vaelge at diskutere hernede.

Og det er blevet diskuteret! Vores store netvaerk af syrere og libanesere, som har hjulpet os med at saette de fleste af vores moeder op, har soerget for at vi har moedt venlige, aabne og velinformerede mennesker dag ud og dag ind, og spist med alle disse mennesker stort set hver aften. Det har vaeret enormt befriende at diskutere terrorisme og det diktatoriske styre med dem, og de har svaret - lidt forsigtigt ved foerst at kigge sig over skuldrene, saenke stemmen og blive alvorlige, en noedvendighed med alle de spioner der render rundt og overvaager folk og de haarde faengselsstraffe for at udtale sig kritisk, men lige praecis naar det kommer til Det forbudte Land, Disneyland, Italien, eller hvad vi ellers har hoert af kaldenavne for Israel - kaert barn mange navne, saa stopper enhver rummelighed i samtalen. De er pr. definition onde mennesker, de er fjenden, og den arabiske verdens saarede foelelser, fordi Vesten ikke har taget deres parti, er roden til enhver fjendsk indstilling til Vesten.
Vi besoegte den palaestinensiske del af Damascus, hvor smaa boern lavede danseshow for os og alt var aah saa dejligt, indtil de begyndte paa antiisraelske kampraab. Der er en helt klar indoktrinering af de smaa boern, om man saa synes at dette er godt eller skidt kan diskuteres. Men hvis nogen skulle vaere det mindste i tvivl, kan vi uden den mindste toeven desvaerre meddele, at denne konflikt overhovedet ikke er taet paa at blive loest, og sandsynligvis ikke bliver det foer Iran bomber Israel med atomvaaben eller omvendt. Saa meget for at vaere optimist.
At komme som forholdsvis udeforstaaende og egentligt foele at man er neutral og paa alles side er grinagtigt. Er du fra Vesten, er du ikke neutral, du har en regering der stoetter den ene side mere end den anden, og saa starter hele tromlen igen "it's all about politics". Libaneserne faar bombet deres land fra tid til anden, og er derfor naturligvis meget anti Israel, syrerne har faaet frataget Gohlan Hoejderne, som israelerne har besat. Dette er selvfoelgelig blot den ene side af historien, tag til Israel, saa er der uden tvivl en holdning om, at man ikke kan give Gohlan tilbage, for saa bliver man bombet af syrerne, hvilket heller ikke er helt urealistisk. Men isaer palestinenserne er selvfoelgelig ganske berettiget enormt fortoernede. De kan ikke arbejde i Libanon eller Syrien, fordi man i de lande frygter at folk saa mister deres arbejde pga. dem, og palaestinenserne er derfor enormt fattige og altid de udskaeldte. Det samme med den 1,2 millioner irakiske flygtninge, der i dag bor i Syrien, og som ingen andre lande ville vide af, og som vi ogsaa moedte nogle stykker af paa et hospital lavet til irakiske flygtninge. Selvom et land som Syrien stoetter disse befolkningsgrupper opstaar der ogsaa en klar racisme ene og alene pga. frygten for at miste egne goder. Det ser man jo alle steder i verden. 1,2 millioner der kommer ind i et forholdsvis lille land paa kort tid kan ogsaa maerkes i den enkeltes hverdag. Flere antal mennesker om den samme maengde foedevarer og boliger. Og vi klager i Danmark.. proev at leve i Syrien.

Men tilbage til Israel som tema - da vi en aften i Aleppo moedtes med en gang moegforkaelede rigsmandsboern til en snak og de gik saa vidt som til at give Israel skylden for det regime de har i dag i Syrien og for at der er monopoliserede medier, synes jeg efterhaanden det udviklede sig mere og mere til at de som syrere paatog sig en enorm offerrolle, der paralyserede bare skylder skylden paa de andre.
Vi har soerget for ikke paa nogen maade at skabe nogen harme hernede, omend vi nogle gange har foelt os noedsaget til at sige, at man maa skille et folk fra dets politikere. Jeg tror maaske ogsaa at vi var nogle den aften, der ikke helt kunne lade vaere med at indskyde, at det er en helt uplausibel sammenkaedning - og hvem ved, maaske netop derfor fik vi senere naegtet adgang som gruppe til Gohlan Hoejderne.. nogen et eller andet sted har i hvert fald holdt oeje med os og nogen har maaske ogsaa sladret lidt.

Men det er svaert at vaere syrer, og det er forstaaeligt at man maa bebrejde nogen. Vi moedte en ung fyr, der lever i eksil i Libanon, efter at have lavet en kritisk tegneserie paa internettet om praesident Bashar og hans regime. Han havde tilbragt en uge i et moerkt isoleret rum i faengslet og havde formaaet at flygte foer han kom ind at sidde for alvor i laengere tid. Men han skulle ikke klage, han kendte folk der sad i moerke isolationsrum flere aar, foer de fik lov at vaere faengslet normalt. Hans familie lider nu under det han har gjort i Syrien. Han selv kunne ikke vaere sikker i Libanon heller, og har til alt held faaet opholdstilladelse i USA til september. Han kommer aldrig tilbage til Syrien, og for at straffe ham, har politiet nu besluttet at fratage hans bror sit pas, saa han ikke kan forlade Syrien, for at haevne sig paa Ahmed. Og vi moedte mange, der oenskede at goere som ham, men som ikke havde modet. Wafi, en ung fyr spurgte mig en aften, hvor vi var ude at spise, hvad jeg som kommende psykolog synes han skulle goere for sig selv, han er splittet mellem angst for hvad regimet vil goere ved ham, hvis han ytrer den mindste utilfredshed, og hadet mod sig selv for bare at se til, alt imens hans land er ufrit og udemokratisk. Oeh.. den slags dilemmaer er det svaert at hjaelpe med, naar man er foedt og opvokset i et fredeligt land som Danmark.
Men endnu engang er tingene slet ikke saa simple, for vi har ogsaa talt med mennesker som fortaeller at de gladeligt lever under Bashar, for hvis der skulle komme demokrati, saa ville Syrien blive en islamisk stat - hvilket det ikke er i dag. Sker det, saa flygter alle de intellektuelle og kristne ud af landet, og saa vil vi, ifoelge mange syrere, opleve alvorlig tilbagegang. Dette er foroevrigt praecis den samme situation i Libanon med det nuvaerende sekteriske system, som Hizbollah indaedt vil forsoege at aendre - til nogens store fryd og andres store bekymring.

Men der er masser af muslimer i Syrien og Libanon, om de intellektuelle vil det eller ej, saa fylder de gadebilldet, og dikterer bestemt ogsaa et langt stykke af vejen, hvordan man som turist kan gaa klaedt. De er et venligt folk, overalt hoerer man folk der raaber "welcome welcome", og vi har ikke faaet nogen ubehagelige bemaerkninger og det er sikkert at vaere der. Dog er det stadig meget svaert for mig helt at acceptere denne totale mandsdominerede verden, hvor man som hvid kvinde mest af alt bliver anset for vaerende prostitueret "Are you a Russian?" - kodesprog for alle de russiske prostituerede der er i Syrien, eller man bliver totalt ignoreret. Er Michael med mig, er det ham der faar al opmaerksomheden, jeg kan bede om regningen, jeg kan raekke ud efter regningen, jeg kan tale til koebmanden, men ingen reaktion udover oejenkontakt til Michael. Og den undertrykkelse jeg personligt mener, at disse kvinder lever i, goer mig simpelthen rasende! I moskeen blev vi kvinder pakket ind og pakket vaek et eller andet sted oppe paa fjerde etage, hvorfra vi kunne forsoege at tilnaerme os en plads til vinduet hvorfra vi kunne glo ned paa maendene og imamen. Ligestilling? Jeg foelte mig s.. ikke saerlig lige!
Vi besoegte en lesbiske kvindeorganisation i Libanon som ogsaa kunne bekraefte dette billede. De eksisterer selvfoelgelig overhovedet ikke i offentligheden, dette er en umulighed, men at de overhovedet eksisterer under overfladen er stort - den slags findes ikke i Syrien! Til deres held er kvinden saa underlegen i et forhold, at et forhold mellem to kvinder er en umulighed og dermed heller ikke ulovligt, idet det ifoelge myndighederne slet ikke kan eksistere! Nuvel.
Paa den anden side er mange af de folk, der lever i disse lande og er ikke-muslimer, eller foedt muslimer, men ekstremt liberale, langt mere yderliggaaende end hvad vi kender fra derhjemme.
Isa, en syrisk kunstner, vi besoegte i Aleppo var stor tilhaenger af Mohammedtegningerne, han mente, at det var det bedste der til dags dato var sket for den arabiske verden, og opfordrede os til at fortaelle alle, at det var os personligt der havde tegnet dem! Han mente det skabte debat, og at hvis der er noget islam mangler, er det at faa kritik, der maaske kan skabe en reformering. Han har personligt selv vaere stillet for militaerdomstolene to gange pga. sin kunst og er kun undsluppet paa grund af vigtige kontakter... gaar vi ud fra -ingen slipper nemlig reelt for tiltale, hvis de foerst er stillet for militaerdomstolene.
Gabriel, hos hvem vi har handlet mosaikaesker, er ogsaa stor tilhaenger af Mohammedkrisen, for ham betoed det, at alle de gode danske varer han saa godt kunne lide, blev langt billigere, saa han noed med andre ord godt af hvad han kaldte andres taabeligheder. Desuden kunne han ikke se hvordan det var muligt at tegne Mohammed, naar han aldrig var blevet tegnet foer.. han mente de tegninger maatte kunne vaere hvem som helst!
Houmam, som har vaeret vores hovedarrangoer af alle vores spaendende moeder med organisationer og privatpersoner, og som Michael og jeg personligt besoegte nogle dage efter at resten af vores rejsegruppe var taget hjem igen, er foedt og opvokset muslim, men noget saa forstyrret af den evindelige kalden til boen. Han ville oenske, at man kunne faa lidt mere ro! Dog kunne han med begejstring fortaelle, at i Syrien har man dobbelt op paa helligdage, fordi man baade fejrer de kristne og de muslimske, hvilket slet ikke er saa faa dage naar det kommer til stykket. Saa mon ikke den konstante kalden til boen til gengaeld opvejes af de mange feriedage!

Der er selvfoelgelig ogsaa et klart flertal, der bestemt ikke foeler det samme som dise mere moderate muslimer vi har moedt, omend det faktisk foerst var i Jordan at vi oplevede at se et boykot Danmark skilt, og da jeg pegede for at vise Michael skiltet, sagde koebmanden bare, "Oh, your from Denmark? No problem!". Han ville maegtig gerne lave business med os, og det var alligevel vigtigere.

I Libanon gik boelgerne hoejt, da vi tog til en "Eco Village" med en flok unge aktivister, der kaemper for bedre miljoeforhold, for at deltage i deres aktivist traeningslejr. Det hele blev meget spaendende da vi pludselig oplevede at vi kom op af stolene for en gang skyld i harme (vi godmodige danskere plejer ikke at vaere dem i skydezonen), da nogle af aktivisterne begyndte at tale om hvorledes 11/9 2001 rent praktisk kun kunne vaere blevet udfoert af den amerikanske regering selv. Denne konspirationsteori faldt ikke i god jord, og det blev hurtigt klart, at ting vi i Vesten tager for givet som sandheden, bestemt ikke har samme udseende i Mellemoesten. Det er grumt overhovedet at naevne, men der er en god portion mennesker hernede, der heller ikke anerkender Holocaust, og mener at vi er u-samarbejdsvillige, gammeldags og snaeversynede i Vesten, fordi vi naegter at diskutere muligheden for at den tid ikke skulle have eksisteret! Her forsvinder enhver rationel tanke for mig, hvis vi ikke kan moedes om historiske fakta, hvad har vi saa? Og holocaust staar altsaa ikke til debat!

Derudover var det nu en helt anderledes oplevelse at vaere i Libanon end i Syrien. Beirut by night ligner Vegas gone crazy! Der er saa helt ubeskriveligt mange smarte mennesker i smarte biler. Alverdens rige oliesheiker kommer til Beirut og fyrer den af og de saudi arabiske kvinder smider de sorte kaaper for en bemaerkning. Det er helt vildt, man har ingen chance for at foele sig smart - alle kvinder har faaet lavet plasticoperationer og gaar i toej der naermest ikke er der! De ligner dukker, der har brugt hele dage paa at goere sig i stand, og efter lokale kilders udtalelser er dette heller ikke skudt meget ved siden af. Saa bare hvis nogen skulle vaere i tvivl, saa er det ikke i Beirut at man finder de rettroendes hoejborg.
Vi var til et foredrag af en professor paa et af byens universiteter, som meget fint paapegede, at naar man lever i et land i konstant krig, hvor man tjekker nyhederne om morgenen for at hoere om kampene har aendret omraade, og man evt skal tage en anden vej paa arbejde, praecis som vi tjekker vejrudsigten, saa bliver man en smule kold, kynisk og overfladisk. Det er ikke muligt at leve med al det stress det egentligt er at vaere libaneser, saa man fokuserer paa nuet i stedet, paa at feste og gaa ud og hygge sig, og saa skidt vaere med i morgen. Professoren fortalte at under minikrigen i maj, havde festerne vaeret paa deres hoejeste - om dagen kaempede man i gaderne, om aftenen festede alle sammen, alt imens en storskaerm med krigens udskajelser hang paa dansegulvet, saa man kunne foelge med i, hvor i Beirut, der var kampe. Det maa man da kalde en smule sygt. Ligeledes kunne han fortaelle at minikrigen fra maj bestemt ikke var overstaaet, men at det var almen kendt, at sommeren med alle dens turister var hellig, og at naar de sidste turister engang var taget afsted, skulle vi nok faa en ny krig at se.
Det var svaert helt at forestille sig, at det er et land i krig imens vi var der, men ikke desto mindre sprang der en busbombe, der drabte 16 mennesker i Tripoli et par dage efter at vi igen havde forladt landet.

Tilbage i Syrien, for lige slutteligt at give et indtryk af de lokales levevis, var Michael og jeg paa besoeg hos Houmam i Lattakia og Jableh, hvor vi moedte et vaeld af hans slaegtninge og slaegtninges slaegtninge og venner og familievenner og disse moeder var helt fantastiske. Vi gik fra sted til sted og blev fodret med de dejligste laekkerier og hjemmelavet syrisk mad. Og det vilde var, at vi bare kom forbi og ringede paa, nogle gange over midnat, og saa sad vi paa deres terasser og sludrede, roeg vandpibe og spiste en masse mad til langt ud paa natten. I Mellemoesten er der ingen der sover, alting gaar til gengaeld bare det langsommere om dagen, men hvorfor sove, naar man endelig kan maerke en koelig brise hen under nattetimerne? Vi moedte her et laererpar, hvor manden havde siddet i faengsel i tretten aar, for at have stoettet kommunistpartiet i starten af firserne. Aldrig har jeg moedt et mere inspirerende og lykkeligt menneske. Han tog det hele i stiv arm, han havde ikke haft det alt for slemt, og selvom han slet ikke var kommunist i dag, fortroed han ingenting. Hans kone kunne kun tale fransk, saa jeg fik mulighed for at traene lidt, og hun gav os et kaempe glas Makdous med hjem, en laekker aubergineforret, som I maa smage, naar vi kommer hjem. De var saa gaestfrie og glade for at moede os og opfordrede os gentagne gange til at invitere vores familier ned til dem for at bo - hermed videregivet!

Som I kan hoere har det vaeret en meget begivenhedsrig tur, der ikke rigtig taaler sammenligning med vores tidligere backpackrejser, og der er selvfoelgelig stadig hundrede smaa ting, som vi ikke har fortalt om, men jeg haaber at det er blevet klart, at Syrien og Libanon er en rejse vaerd, og selvom jeg bestemt ikke er positivt indstillet overfor alt hvad vi har set og oplevet, saa haaber jeg, at det er blevet tydeligt, at i hvert fald Syrien er et meget sikkert land for turister at rejse i, og at vi har alle de kontakter til spaendende folk, som I boer tage ned at besoege for at faa en rigtig vild oplevelse! Gaestfriheden er helt enorm, hvis vi kommer igen, er jeg sikker paa at vi kunne bo privat hele vejen gennem Syrien med alle de mennesker vi har moedt, der tikkede os om at blive laengere. Der er bestemt en ting eller to vi kunne laere lidt af i Danmark.

/Anne Aagaard

Besøg hos Muftien




بحث سماحة الدكتور أحمد بدر الدين حسون المفتي العام للجمهورية مع وفد مجلس كنائس اميركا برئاسة فيكين اكازيان أهمية الحوار بين الحضارات والثقافات ودور الدين في اعطاء القيم النبيلة للحضارة الانسانية.

ونوه اعضاء الوفد خلال اللقاء باجواء المحبة والاخاء الديني التي تنعم بها سورية موءكدين اهمية الحوار في تقريب وجهات النظر بين الثقافات والشعوب.

حضر اللقاء المطران لوقا الخوري المعاون البطريركي لبطريركية الروم الارثوذكس وجرجس صالح الأمين العام لمجلس كنائس الشرق الاوسط و رازق سرياني مدير دائرة العلاقات المسكونية والدولية في المجلس والمهندس سامر لحام مدير مكتب المجلس في سورية.

من جانب اخر استقبل سماحة المفتي وفد جمعية الشباب الدانماركيين من اجل الثقافة والحوار بين الحضارات برئاسة يانس يول بيلسان وبحث معهم اهمية الحوار بين الشعوب وضرورة التعارف وتبادل الزيارات لمعرفة الشعوب بعضها بعضاً.

وأكد الدكتور حسون دور الشباب في البحث عن حقيقة الاخر بدلا من أخذ الافكار المسبقة عنه والتعامل معه على هذا الاساس.

بدورهم نوه اعضاء الوفد بما لمسوه من عيش اخوي مشترك واخاء ديني بين ابناء الشعب الواحد في سورية والذي يعد نموذجا يحتذى في العالم.

Grand Mufti stresses importance of dialogue among civilizations
Wednesday, July 30, 2008 - 10:20 AM

DAMASCUS, SANA –Grand Mufti of the Republic Ahmad Badr Hassoun has separately received President of the USA's National Council of Churches (NCCUSA) Archbishop Vicken Aykazian and a delegation representing Danish Youth Association for Culture and Dialogue among Civilizations headed by Yans Youl Bilsan.

During the two meetings Tuesday Hassoun stressed the importance of dialogue among civilizations and cultures and the role of religion in teaching noble values.

Members of the visiting delegations hailed the tolerance and amity atmospheres Syria is enjoying , asserting importance of dialogue in closing points of views of different cultures and peoples.

Dagbogsnotater fra Syrien og Libanon


Rejsebeskrivelse fra den 30/7: "Borrow a Dane" og Muftien

I dag er kun den tredje dag på rejsen, men det føles virkelig, som om vi har været her i et par uger. Der har været knald på programmet de første par dage, og vi har nået utroligt meget allerede. Mandag blev vi kastet direkte ud i nærkontakten med lokalbefolkningen, da event’et ’Borrow A Dane’, løb af stablen på Bab Touma-pladsen i Damaskus. Her mødte unge syrere op, for at låne en dansker eller to for en dag, og for at vise os deres Damaskus, deres hverdagsliv. Jeg kom i en gruppe med to andre danskere og tre syriske drenge i alderen 21-25. Efterhånden som dagen gik, spredtes rygtet, og der gik ikke længe før der stødte flere af deres venner til, der også ville se hvad vi var for nogle størrelser. De skyndte sig at tage os med ud af den gamle bydel, som de syntes var håbløst umoderne, og viste os i stedet de trendy caféer og universitetsområdet, hvor de alle sammen enten boede eller havde boet.

I går, tirsdag, var højdepunktet helt sikkert mødet med den syriske stor-mufti. Sådan et møde kan kun finde sted hvis man har ’wasta’, de rigtige kontakter, så igennem nogen der kender nogen, blev der sat et møde i stand, med kun en dags varsel. Han er klart det største religiøse overhoved i landet, og vi fik fornemmelsen af, at det i Danmark svarer til at komme i audiens hos dronningen. Vi fik strenge instrukser om, at iføre os det pæneste tøj vi havde, som dækkede både håndled og ankler. Det resulterede i, at vi sad hos selveste stor-muftien og følte os lidt som en flok danske vagabonder, da det ikke var imponerende hvad vi kunne finde frem fra rygsækken. Nå, men i hvert fald blev vi da lukket ind og fik lov at møde ham. Han holdt en lille tale, om at vi skal skabe fred mellem religionerne, og om hvordan vi alle sammen skal leve som brødre her på jorden. Bagefter fik vi lov at stille spørgsmål, hvilket var en smule svært, for hvad spørger man i virkeligheden sådan en mand om?


Rejsebeskrivelse fra den 4/8: Aleppo

Vi er nu ca. halvvejs på vores rejse igennem mellemøsten, og er nået til Aleppo i Nord-Syrien. Det er Syriens næststørste by, og er med sine fem millioner indbyggere et vigtigt handelscentrum. Byen er berømt for deres souq (marked), der er den ældste og flotteste i Mellemøsten. Her bliver man overvældet af indtryk og dufte fra de mange små boder, der sælger alt lige fra tørklæder og farvestrålende kjoler til kamelkød og krydderier. Man må sno sig imellem handlende, æsler, knallerter, vogne, børn der leger og ikke mindst de energiske sælgere der vil prakke én mere eller mindre ubrugelige ting på. Det er et fantastisk sted, der mest af alt minder om noget fra 1001 Nats Eventyr.

Når man bevæger sig ud af souq’en, opdager man pludselig en helt anden side af Aleppo. I den nye bydel er der generel energisk travlhed, fancy butikker der sælger falske mærkevarer, business-folk i jakkesæt og caféer hvor man kan sætte sig og drikke en espresso. Netop det sidste virker som en besynderlig ting i 45 graders varme, men de lokale har selvfølgelig et andet forhold til temperaturen.

Kontrasterne i Syrien er store, og er især meget udtalte i Aleppo. For når man går rundt imellem alle jakkesættene og højhusene, glemmer man nemt at det er et diktatur-styret land, hvor blandt andet internetsider som facebook og blogspot er forbudt. Homoseksualitet anerkendes ikke, og det er forbudt for alle at kysse på gaden. Man bliver forblændet af lighederne med en hvilken som helst storby i Europa, og glemmer at folk bliver sat i fængsel for at kritisere regeringen, og at 1 ud af 15 syrere arbejder for sikkerhedstjenesten. De mange unge mennesker vi har mødt efterhånden, virker næsten alle sammen utroligt optimistiske omkring præsident Al-Assad og fremtiden for landet. Jeg tænker, at de må kende til realiteterne, men vælger at leve i naiviteten, fordi det er nemmere.

Snart går turen videre til Beirut i Libanon, og det bliver meget spændende at se hvordan livet ser ud der, sammenlignet med Syrien. De har demokrati, men til gengæld enorm politisk ustabilitet, hvor Syrien jo er et diktatur og derfor er utrolig politisk stabilt. Der må være kæmpe forskel på hvordan man kan opføre sig, og leve, i de to lande, og det er fantastisk at få lov at se det med egne øjne.


Rejsebeskrivelse fra den 7/8: Lesbiske i Libanon


Beirut blev indtil 1975 beskrevet som ’Mellemøstens Paris’ med flotte natklubber og kasinoer, måske lidt i sammenligning med Monaco i dag. Det Libanon, der møder os, da vi kører over grænsen fra Syrien, vil jeg næppe beskrive som Paris. Et af de første billeder, jeg har indprintet i mit hoved, er en vissen mark med et blikskur i hjørnet, hvor der lige ved siden af ligger en selvdød ko, der er ved at blive fortæret af to hunde. Alle de bygninger vi møder, der ikke er nybyggede, er fyldt med skudhuller og ser generelt smadrede ud. Det er ikke til at vide om det stammer tilbage fra borgerkrigen der varede fra 1975-90, fra sommerkrigen mellem Hizbollah og Israel i 2006, eller fra urolighederne i Maj måned i år.

Da vi når Beirut viser kontrasterne sig for alvor. Det total-smadrede gamle Holiday Inn-hotel står uberørt, som et symbol på borgerkrigen, og lige ved siden af er der nu opført et højhus med kæmpe glasfacader, der ligner noget, der kunne være taget ud af Manhattan. Cornichen ligner en hvilken som helst anden strandpromenade ud til Middelhavet, hvor folk går tur, står på rulleskøjter, spiser is, solbader osv. Ikke mange meter væk kan man finde både McDonalds og Dunkin Donuts, og vender man sig om, får man øje på en kampvogn parkeret i et lyskryds, og soldater i kamuflage og med maskingevær. For at komme ind i downtown skal man igennem adskillige checkpoints, hvor man skal have tjekket tasker og lommer.

Dagen efter mødes vi med Meem, der er en lesbisk organisation med ca. 200 medlemmer. Det er en utrolig livsglad og positiv gruppe mennesker der møder os, da vi træder ind i deres hovedkvarter i en lejlighed tæt ved centrum. De kæmper en konstant kamp mod systemet, da homoseksualitet er forbudt i Libanon ligesom i mange andre lande i Mellemøsten. Det er deres personlige historier der gør mest indtryk på mig. På den ene side er der de piger der har måttet forlade alt hvad de kender for at kunne stå ved deres identitet som lesbisk. På den anden side er der ca. 80% der lever et dobbeltliv, hvor omverdenen ingenting ved om det, og hvor de enten er gift eller bor hos deres forældre. De må konstant komme op med undskyldninger for at kunne leve, hvad de anser for deres ’rigtige liv’, hos Meem. Organisationen har medlemmer i alle aldersgrupper, helt fra 15 år, og de fleste af de yngre piger går en fremtid i møde med arrangeret ægteskab og børn. De fortæller, at før Meem blev startet for et år siden, havde mange af dem aldrig mødt andre lesbiske, og at den eneste udvej dengang for mange var enten selvmord eller at flygte ud af landet. Det er en ufattelig historie, der får tankerne i gang hos mange af os. For selvom Libanon umiddelbart virker som et meget liberalt land med miniskirts og Gucci-tasker i gadebilledet, ligger der andre faktorer under overfladen, der nok er et af kendetegnene ved et arabisk land.

Snart går turen tilbage til Damaskus, hvor vi har 5 dage inden vi skal tilbage til Danmark. Her skal vi blandt andet mødes med Dansk Røde Kors, der arbejder med irakiske flygtninge i Syrien.

Det Frie Libanon...


Efter seks dage i Libanon er vi nu tilbage i Syrien. Myndighederne har ikke givet os lov til at tage til Golan-højderne, fordi de synes, at vores rejse er for u-turistet og suspekt. Til gengæld har vi reddet på æsler mellem drusiske landsbyer og beduinertelte, og i morgen skal vi holde afskedsfest for vores syriske venner.

Tilbage i Syrien og vejene er med ét mere bumpede. Eller er det bare noget, man bilder sig ind? Er vejene mere bumpede, fordi man forventer, at de skal være det?
I den tætpakkede taxa syntes man i hvert fald at kunne mærke en forskel, og, indbildt eller ej, så har den en betydning.

Hvor Syrien ligner en blanding mellem 1001 nats eventyr og et faldefærdigt DDR, er Libanon kendt som ”Mellemøstens Schweiz”. Markedsøkonomi, liberalisme og gratis uddannelse har glædet Vestens moderne stater. Beiruts natteliv, middelhavsstemningen og skisportsstederne har begejstret dem.
Mærk solen på dine bare skuldre, mens du går en tur på Cornich’en, den berømte strandpromenade, og drik den iskaffe, du købte ”to go” hos Starbucks. Hør folk på gaden snakke engelsk som indfødte amerikanere, og se de politiske flag fra alle mulige partier. Lugt bilosen fra jaguarerne, der kører rund inde i downtown med saudiarabiske kvinder i burkha bag rettet.

Det er frihed for alle sanserne, men ikke mindst frihed for det enkelte menneske.
Amer er en blogger fra Syrien, som måtte flygte fra landet på grund af sine kritiske udtalelser. Den syriske efterretningstjeneste har stadig en del mænd i Libanon, og derfor mødtes vi med ham på en tilfældig bar i Gemmayzeh-kvarteret.
I 2006 blev han fængslet, fordi ejeren af den internetcafe, hvor han skrev sine kritiske tekster, var sympatisør af regimet. I modsætning til mange af hans kolleger undgik han tortur, men hans familie blev chikaneret og udspurgt. Han blev løsladt, fordi myndighederne håbede på, at de kunne bruge ham som spion, men han tog chancen og flygtede over bjergene til Libanon. USA har givet ham politisk asyl, men selvom han kun er i transit i Libanon, er det det tryggeste sted for ham i Mellemøsten. Han kan sove sikkert om natten og få sine artikler trygt i avisen.

Men hvis Libanon er frit, hvad laver 18 millioner mennesker med libanesisk baggrund så uden for Libanon? Og hvorfor fraråder udenrigsministeriet alle rejser dertil?

Shiaer, sunnier, drusere, ismailitter, alavitter, nusayrier og de kristne maronitter, de romersk-katolske, melkit-katolikker, nestorer, kaldærer, armensk-ortodokse og armensk-katolske, græsk-ortodokse, syrisk-katolske, romersk-katolske og protestanter. 17 religiøse sekter findes der i Libanon, og de skal deles om magten. Det kaldes det sekteriske system, og det betyder, at præsidenten skal være maronit, premierministeren sunni, parlamentsformanden shia, og pladserne i parlamentet deles af alle grupperne.
På papiret ser denne halvdemokratiske ide god ud, men der er forskel på teori og praksis. I praksis er magtdelingen ikke baseret på størrelsen af de forskellige grupper, men på hvem, der var det internationale samfunds favoritter, dengang Libanon blev uafhængigt. Derfor er kagen ulige delt i dag med maronitterne som fødselsdagsbarnet og muslimerne som taberne, hvilket betyder, at de i et samfund, hvor korruption laver magt om til penge, bliver de fattigste.
Libanon er det 3. mest ulige land i verden i forhold til samfundets fordeling af ressourcer, og det ses.
Man tror, at det er Nice eller L.A., men man kan ikke undgå at se de grimmere sider af Libanon. De blanke overflader bliver hurtigt forvandlet til nøgen beton, og bmw’erne til gamle varevogne, lige så snart du går uden for de pæne områder.

En så stor social ulighed kan kun give problemer, og det har Libanon haft nok af. 17 sekter, 17 år med borgerkrig hvor Beirut blev delt op i et kristent Vest og et muslimsk Øst, og over 100.000 mennesker blev dræbt. Men konflikten er mere kompliceret end det, for alliancer bliver dannet, og alliancer bliver brudt. Næsten alle sekter bliver støttet af forskellige dele af udlandet. Borgerkrigen endte i 1990, men så sent som i sidste uge blev 16 mennesker dræbt i kampe mellem alavitter og sunnier.
De studerende på det franske universitet i Beirut har alle våben derhjemme. For når man ser sin underbo tage af sted på scooter med sin hue og sin AK47, føler man det nødvendigt at kunne beskytte sig selv. De politiske nyheder er deres specielle ”vejrudsigter”, de skal tjekkes, så man ved, hvilke områder man skal undgå.

Inde i downtown har private firmaer og byggekraner travlt med at genopbygge efter flere kriges hærgen, men det er langt fra alle steder, at de har råd til det. Husene er fyldt med skudhuller, nogle står som ruiner, og på tagene ligger der stablede sandsække på tagene, som ikke lige er blevet fjernet. Der er check points, tanks og soldater alle vegne, for freden er skrøbelig.

En masse kontraster på meget lidt plads. Sådan er det rigtige Libanon altså. Jeg gik en dag og kiggede på smykkebutikker i et kvarter med små cafeer og brosten, men jeg for vild og endte i en gade mærket af krigen. Sønderbombede huse og spredte ejendele var det, jeg så. Jeg tog mit kamera op af tasken for at tage et billede, men en venlig mand stoppede mig, for jeg måtte hellere stoppe, hvis ikke jeg ville have problemer. ”Over there is Hizbollah” sagde han og pegede på huset for enden af gaden, og rigtig nok. 50 meter fra guldbutikken blev jeg mødt af et hav af gule flag og billeder af deres leder, Nasrallah. Der var propfyldte boligblokke og store huller i vejen. På bare 50 meter gik jeg fra vestlig luksus, gennem den krig, de bruger som udtryksmiddel, til fattigdom af den tredje verden.


Alle lande er forskellige, men Syrien og Libanon er to mere ekstreme af slagsen. Det er to kontraster og kan alligevel sammenlignes. Hvad den ene har, mangler den anden og omvendt. Syrien består af diktatur og undertrykkelse, hvor Libanon politisk er frit. Til gengæld nyder syrerne fred og stabilitet, hvor libaneserne plages af krig på krig. To vidt forskellige styreformer, men hvad er bedst?
Hvad vil du helst blive mødt af, når du kører ind i det land? Hvordan vil du modtages ved grænseovergangen?
Når man ankommer til Syrien bliver man budt velkommen af et kæmpe portræt af præsidenten Bashar al-Assad med 21 mindre kopier hængende på paskontoret, hvor det første, der møder en i Libanon, er camouflagemønster og maskinpistoler.

Anne Sofie

Damaskus set fra oven

Det er den tiende dag af vores tur. Tiden går stærkt samtidig med, at det føles som om, den er gået i stå.

Oppe fra bjerget kan man fornemme byens virkelige sammensætning. Qassioun-bjerget nord for Damaskus er fyldt med folk, der lige som os nyder et pusterum fra gadens intensitet. Duften af vandpibe og kebab hænger i de små cafeer. Rige turister fra Golfen og pilgrimsrejsende fra Iran sidder sammen med syriske familier denne aften og kigger ud på byen, der ligger for foden af bjerget.
Oppe på bjerget er man betragter frem for deltager, hvilket giver en mere overblik over det byliv, der virker så kaotisk. Man er for langt væk til at høre bilernes dytten, når man prøver at krydse gaden, og gadesælgernes råb, når de prøver at komme af med sine vandmeloner.

Lige for ligger den bydel, som jeg husker som mere ”vestligt” med fine bygninger og brede boulevarder. Det er magthavernes sted, hvorfra Bashar al-Assad-regimet udøver sit diktatur. Hvorfra de undertrykker al opposition, sætter kontroversielle kunstnere i fængsel og sender kritikere i eksil. Det er også herfra, de udsender forbud mod internetsiderne Facebook og Blogspot for at forhindre de utilfredses budskaber i at blive spredt.
”You can do everything in Syria.. except criticize the president”, var der en ung fyr, der sagde. 1/17 af befolkningen skulle være rekruteret af Mukhabarat, den syriske sikkerhedstjeneste, som har øjne og ører alle steder. Denne omstændighed fylder meget hos syrerne, som kun nødigt vil snakke politik, men jeg tror, at den største skade sker ved mediernes censur og selvcensur. Heldigvis bliver der kæmpet mod dette som fx i Shabablek’s lokaler, ungdomsbladet hvis direktør ved, at de en eller anden dag vil blive lukket, men indtil da vil presse myndighederne så meget som muligt.

En gruppe, som til gengæld nyder demokratiske friheder, er de palæstinensiske flygtninge, der som de eneste må organisere sig, fordi deres modstand mod Israel deles af alle arabere. Bydelen, Yarmouk eller bare ”lejren”, huser 130.000 af disse integrerede flygtninge. Jeg kan se, at den ikke ligger så langt fra centrum, men hvad, der ikke kan ses på afstand, er det brændende ønske om en dag at vende tilbage til et befriet Palæstina. Et ønske, der binder dem sammen og motiverer dem.

Nu kommer jeg til at tænke på de letklædte unge piger, der langs vejen op ad bjerget stod og ventede på kunder. Det er nemlig historien om et andet folk, der også ønsker at vende hjem – det er historien om de irakiske flygtninge.
”Lille Baghdad”. Bydelen, Sayeda Zeinab, ligger så langt ude, at man ikke kan se den heroppefra, og man overvejer, om det overhovedet er en del af Damaskus. Der kan man genkende de ansigter, man har set i fjernsynet, og disse folk kan også fortælle om bomber og død. Livet er mere sikkert her, men det er fattigt. FN-klinikken, hvor patienterne kun skal betale 20% af prisen, er overfyldt, og prostitution er blevet en levevej.
De 1,5 mio. irakere, der er kommet til Syrien, er blevet mødt med solidaritet fra alle sider, selvom de af eksperter omtales som ”det irakiske problem”. Problemet opstår, når fødevarer og boliger bliver dyrere, og når arbejdsløsheden stiger. Dette rammer den i forvejen ilde stedte underklasse, som er blevet så ilde stedt pga. landets overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi. Ude ved SEBC, som er en EU-sponsoreret organisation med fokus på styrkelsen af den private sektor, glæder de sig. Liberaliseringer betyder øget BNP, men det har også betydet øget ulighed.
”Bliver Syrien det nye Kina?”, bliver der spurgt i vores gruppe. Et samfund, som styres af et skudsikkert regime, men som tillader visse økonomiske reformer, som sætter gang i en opblomstring, der er til gavn for de få. Industrialisering og en voksende mængde billig arbejdskraft, og kan vi så snart købe varer ”made in Syria”?

Nu begynder mørket at falde på over byen, og det grønne lys, islams lys, tændes i de mange minareter. Det er solnedgang, og der skal kaldes til bøn. Koret af stemmer står op fra byen og smelter sammen til én smuk sang, som rører mig.
Oppe fra bjerget er det den oplyste Ummayad-moske, man ser bedst. Den ligger i den gamle by, som omkranset af den gamle bymur er helt unik i Mellemøsten. Når det handler om denne del af verden, bliver snakken hurtigt drejet ind på krig, terror og islam, og her er det, at en gåtur i de smalle gader ville være en god idé.
Man ser Aladdin flyve forbi på sit flyvende tæppe, og man forestiller sig handlende fra hele verden komme for at få del i Østens rigdomme.
Det er denne kultur, der er så vigtig for at forstå disse lande og befolkninger, og som vi selv kan blive så opslugte af.

Det hele er meget anderledes her i Syrien, men når man går på gaderne, er der noget, man let kan genkende. Man har set alle ansigterne før derhjemme om det så er i Farum eller på Nørrebro. Det er folk fra disse lande, der tager til Danmark, og man bliver næsten helt overrasket, når de hernede ikke kan snakke dansk.
Udover at få indblik i andre samfundsstrukturer og kulturer, har denne rejse også en anden funktion, nemlig at få indblik i den baggrund som danskere af anden etnisk baggrund kommer fra. Vi har lige mødt en dansk familie, som var på familiebesøg i Damaskus og også trængte til et pusterum oppe på bjerget, og de var så glade for at se os og os for at se dem. Så virker mange danskeres krav til disse folk om at glemme deres baggrund for at blive ”ordentlige” danskere lige pludseligt helt fjollet.

Byen er en menneskelig konstruktion, og derfor afspejler den de mennesker, der bor i den og det samfund, der driver den. Om en beskrivelse af Damaskus gør det ud for en beskrivelse af det syriske samfund, ved jeg ikke, men det er et skridt på vejen.

/Anne Sofie

lørdag den 16. august 2008







Gruppebillede Next Stop Syrien/Libanon 2008





Her enkelte indtryk fra Syrien:









Foto: Therese Henningsen

fredag den 15. august 2008

IndyAct

The last boyscout Wael
IndyAct
Med en tro om at møde helt almindelige grønspætter i Libanons vilde natur blev vi helt overraskede. IndyAct gutterne og -tøserne var ikke helt almindelige spejdere, og det var heller ikke en normal spejderlejr, vi kom på. Det var derimod en activist camp midt ude i Chouf-bjergenes skønne natur med den libanesiske ungdoms- og miljøorganisation IndyAct. IndyAct opstod under sommerkrigen i 2006 efter olieforureningen på Beiruts kyst som følge af israelsk bombning af en olietanker. Organisationen er uafhængig af partipolitiske interesser og religion.
Stedet, vi opholder os på, hedder Ecovillage og består af en masse træhytter, telte, egen økofarm og ikke mindst træflislokummer. En dejlig luksus for en flok NextStoppere med rejsemave (Al-Asad´s forbandelse). Vi skal ikke glemme at nævne, den dejlige nærliggende flod, som i enhver pause blev benyttet af svedige aktivister.
Den første formiddag gik med workshops, hvor vi snakkede om, hvad det vil sige at være aktivist og prøvede at definere grænserne for det. Efter en dejlig frokost med bønner, som var god for de flestes rejsemaver, blev snakken lagt til side og aktivisttræningen begyndte. Temaet var NVDA, hvilket står for Non Violent Direct Action. Her lærte vi at lave fredelige blokader, og hvordan man bedst undgår at blive flyttet af politiet på en fredelig måde. Vi blev overraskede over, hvor seriøs den østrigske aktivisttræner Thomas var. En tidligere Greenpeace aktivist med stor erfaring og glæde ved aktivistlivsstilen. Han var konstant beredt på en aktion og slap aldrig sit klatreseletøj af syne. Al denne træning skulle føre os til den store finale den sidste dag i bjergene. En ond fabriksejer (Jens, vores second chief guide efter Katrine) lod sin fabrik forurene den lokale flod med radioaktivt affald, hvilket fik de gode IndyAct gutter op på barrikaderne. Forureningen førte til, at den stakkels fiskerkone(Fie) ikke havde andet end døde fisk at fange. Dette blev verificeret af miljøeksperten(Mia), der tog vandprøver og lavede rapporter, som IndyAct og sundhedsministeren (Stine) kunne bruge i kampagnen for at få fabrikken lukket. Desværre havde den onde fabriksejer og miljøministeren (Karsten) et meget tæt venskab. De spillede golf og var i countryclub sammen. Da situationen var fastlåst pga. det politiske landskab og forholdet mellem fabriksejeren og miljøministeren, rykkede IndyAct aktivisterne ud for at besætte fabrikken. Politiet svarede med taktfast, fascistisk march under ledelse af Kommissæren (Mikael) og med vagthunden Babdu (den lokale loppebefængte hund). Det var hårdt arbejde for NextStopperne at få fjernet aktivisterne, da træner-Thomas havde oplært eleverne godt. Selv pigerne vejede som elefanter og drengene som blåhvaler. Da aktivisterne endelig indgik kompromis med fabriksledelsen, skulle de afhøres af forhørslederen (Dennis), som brugte hårde psykiske forhørsmetoder, som kunne få selv Stasi til at blegne. Men da aktivister ikke havde gjort noget voldeligt, kunne de ikke anklages for noget seriøst og fik lov at gå.
Godt nok syntes nogen af os at de IndyAct tog aktivisme alt for seriøs og højtidligt, men måske er det vejen frem i det ellers så voldelige libanesiske samfund. Mange lever i apati over situationen og handling mangler, for at ændre hverdagen. Men IndyAct grundlæggeren, ildsjæl og leder Wael skal nok føre organisationen på rette vej og skabe et rum for unge forandringsvillige libanesere.
Skrevet i Damascus Lufthavn på vej hjem til Danmark af de to meget trætte, men rejselykkelige Nextstoppere frk Mia og mr Gökhan

torsdag den 14. august 2008

På Æselryg til romersk teater

Next Stop kan nu også skrive æselkuske på CV’et. Det kræver sit at få æsel-dyret til at makke ret, og undertegnede måtte da også ned og bide i tidslerne en enkelt gang før den endelige kontrol over æselet blev opnået. ”Yallah, Yallah habibi” – kom så min ven. Afsted det gik gennem et meget goldt landskab ind i mellem oplyst af olivenlunde. Folk var godt flade i rumpen efter den 7 km lange ridetur fra Kreia til Bosra. Æslerne blev parkeret uden for byen og Next Stop blev samlet op af en ladvogn og kørt det sidste stykke ind i byen til den romerske by. Et imponerende bygningsværk og hvilken fantastisk akustik i det romerske teater. Anne skulle lige prøve af at stå på scenen og underholde mens resten af gruppen fordelte sig ud over de 10.000 siddepladser. Sikken fantastisk intim men dog storslået koncert Anne gav os!! Turen hjem til basecamp gik lidt hurtigere og mere gnidningsfrit. Det var som om æslerne kendte vejen og at vi lige som var lidt mere på bølgelængde med hinanden.
Siden i går har vi været indlogeret i et beduiner telt i haven (parken) ved en tysk-syrisk tandlæge der har bygget sig et ordentligt palads. Tandlægen hedder Abutarik og hans søn Tarik er gode venner af Jens og Kathrine, lige som naboens søn Sumar er det. Tarik og Sumar har arrangeret hele besøget for os – beduiner teltet, den lækreste grillmad og dagens æsel-eventyr. Et par herlige gutter, som om driver en carpoiera-gruppe og et turistbureau, tjek www.capoeirarab.com eller www.yallah-house.com. Vi havde den herlige aften i går med nagila, grillmad og arak – den lokale drink.
Nu er Next Stopperne på vej tilbage til Damaskus godt flade i rumpen og godt trætter. Der var bagende sol og den har sat sine spor på vores ømme kroppe. I morgen er der afslutningsfest med alle de venner vi har fået i løbet af de sidste tre uger – fra vores ”Lån en dansker”-dag samt det utal af ungdomsorganisationer vi har besøgt. Vi har lejet et stort hus med pool og grill. En gruppe Next Stoppere har danske specialiteter med og ellers har vi hyret folk til at stå for maden og drikken. Det bliver helt sikkert en værdig afslutning på en fantastisk oplevelsesrig tur – at slutte i godt syriske vennelag.
Michael Seeberg

Livsnydere i Damaskus

Next Stopperne i Damaskus lever godt og nyder de lækre lokale specialiteter. Lige om hjørnet fra hvor vi har base kan man købe friskbrygget arabisk kaffe – man får simpelthen en lille kande hvor kaffebønnen er kogt i – en meget autentisk kaffe. Lidt henne af gaden kan man få frisk presset juice og der er frit valg med frugter. Der ligger et lokalt frugtmarked lige inde bag ved med de største og lækreste grøntsager og her kan man handle med de lokale. Hvis man går til den anden side kan man få serveret de mest delikate små pizzaer af Mohammed. Ikke langt fra Mohammed ligger vores faste falafel sted. En falafel smager godt, både morgen, middag og aften og går utroligt godt med både juice og kaffe. Vi har også et fast nat-mad sted, hvor man lige kan få tre valgfrie kugler is med flødeskum og sov eller en frugtsalat. Hvis man er for doven til at barberer sig, eller bare nyder lidt forkælelse, kan man gå til barberen og få en arab-style babering. Det kræver selvfølgelig at man har lige så meget skæg at arbejde med som de yderst veludstyrede arabiske mænd. Vi er efterhånden ved at være nede med Mohammed, juice-manden, kaffe-far og alle de andre. Det er utroligt billigt, så der er absolut råd til forkælelse. Der er gå afstand til den gamle bydel, hvor man kan lade sig forvilde og forvandle. Det er fortryllende at slendre ned gennem de smalle gader og se hvordan livet går sin gang. Der er mange folkder hænger ud på gaden, særligt den ældre generation. Der bliver drukket stærk kaffe, læst dagens avis, spillet backgammon og diskuteret dagen og vejen. Her er gade caféer, hvor man kan ryge en nargila- hobble-bobble eller vandpibe…kært barn har mange navne. Og man kan købe frisk bagte chokolade-crossiner. Hvis man kommer dybere ind i den gamle bydel lukker souq’en sig om en. Der er krydder souq’en, undertøjs souq’en, slik souq’en parfume souq’en, lammeskinds souq’en og alle mulige andre skøre souq’er. I krydder souq’en ligger måske 10 nogenlunde ens krydder butikker, der konkurrer om kunderne. Midt i hoved souq’en ligger også en helt fantastisk isbar. Der er faktisk en hel institution med plads til flere hundrede siddende gæster og her er et liv af folk. Vi har ikke fået opskriften på isen, men man kan høre og se hvordan unge drenge står med store køller og hamre på isen, så den bliver en fast masse. Den serveres med pistacienødder. Der er ikke mange vestlige turister men masser af iranske turister, der besøger Ummanyade Mosken. De er klædt lidt anderledes end os backpackere og det kan blive helt find-Holger-agtigt hvis man lige bliver opfanget af en 100 mand stor iransk gruppe. Midt i krydder souq’en fører en snæver gyde ind til Damaskus’ ældste og mest velbevarede hamm’am. Denne er kun for mænd, mens kvinder går i andre hamm’am. En hamm’am er en badeanstalt hvor man rigtig kan blive skrubbet bag ørerne og vaske støvet og snavset af kroppen. Formålet er faktisk er kvitte sig det gamle hudlag og således rense sig selv. Vi var tre knægte der gennemgik den hamm’am-ske forvandling, og hvilken livsnydelse. Først bliver man iført et lagen og så går turen i sauna hvor man kampsveder snavsen ud af hudporrerne. Derefter går turen ind i det arabiske bad. Det er et dampbad med så tæt luft, at man kun kan se 1½ meter frem for sig. Der er vandhaner med koldt vand og øser så man kan nedkøle sig selv. Efter tur blev vi ledt ind til master-skrubberen, hvor hele kroppen lige fik en….kærlig hånd med skrubbe handsken. Det var vildt at se hvordan gammel hud faldt af en. Først skrub på bagsiden af kroppen, så et klap i måsen og tegn til at vende sig om, og så en tur på forsiden. Ind i dampbad igen og selv skrubbe videre, og så ind til master-massøren, der også tog godt fat. Der næst et koldt bad og så ud i omklædningsrummet til en kold cola… ja tak, det var lækkert. Omklædningsrummet var lækkert indrettet med fine siddepladser og et stort rum.
Det var også utrolig interessant at opleve den arabiske livsnyder kultur. Vi var bestemt ikke de eneste der gennemgik forvandlingen – vi havde selskab af mange mænd i alle aldre som brugte de varmeste timer af dagen på at forkæle sig selv. En ting er at vi som turister mæsker os i livsnyder kulturen, noget andet er den lokale syrer der går til baberen om morgenen, drikker kaffe og sludrer med gode venner i løbet af dagen og går i hamm’am ud over dagen for så at chille over en nargila om aftenen med noget kortspil og backgammon. Det er herligt at opleve og fedt at få lov til at nyde denne kultur. I tillæg har syrerne ikke travlt med os turister. De er rigtig ivrige for at snakke, hvis man selv henvender sig, men de er ikke på nakken af os hele tiden og vil sælge og det ene og det andet. Der er enormt afslappende at være her og vi suger til os af indtryk og små finurlige oplevelser.
Michael Seeberg

Skriveøvelse fra fællesmøde tirsdag den 12. August 2008: Som en af dem vi har mødt

Som en af dem vi har mødt

Jeg er libaneser. Jeg er lesbisk. Det er ikke den letteste kombination, men det er ikke noget, jeg selv har valgt. Mine venner er som mig, men har måske en anden tro – en andet folk. Men min familie – åh det er ikke let. Jeg må hele tiden lyve. Jeg planter træer. Jeg er ude med citronerne. Men i virkeligheden er jeg lesbisk. Mødes på det hemmelige sted med mine bedste venner - min kæreste. Jeg er en anden hjemme. Uden piercinger og uden tatoveringer. Jeg skal giftes – eller det tror min mor i hvert fald. Men nej, hun må tro om. Jeg vil være, som jeg er, mig selv – selvom det er besværligt!

Mia Gram

Hvad indeholder en Beirutianer??

Ved en lang rundtur i Beiruts gader, ser man flere gå i pænt, smart og vestligt tøj, gerne prydet med et par høje stiletter og dyre Gucci sol briller. De har et mere frit forhold til religion end i Syrien og formentlig resten af mellemøsten. Mixet mellem de mange religioner er stort og der serveres alkohol i stride strømme.

Men bag det meget vestlige look, kan man være tilbøjelig til at sammenligne Beirut med en sydeuropæisk storby. MEN det er det ikke. Bestemt ikke..
Fordi som en tysk professor sagde, skelnes der ikke meget til vejrudsigten, men kun til krigsudsigten!
Bag den pæne facade, tror jeg der ligger en frygt for krig, som stresser det enkelte individ i sådan en grad, at alle sammenligninger med en syd europæisk storby stopper her. At der er armerede tanks og soldater med skarpladte maskingeværer , gør det blot endnu sværere, at sammenligne de to steder.
Den tyske professor fortalte yderligere, hvordan den lokale købmand eller juicemanden under de seneste optøjer, pludselig fattede sit skarpladte gevær og iførte sig sin Hizbollah hue på. Der gemmer sig altså en kriger, helt uigennemsigtigt rundt omkring i byen uden at man nødvendigvis kender til det.
Alt dette gemmer sig bag den pæne vestlige facade.
Carsten Trier

Boeing Beirut

Boeing Beirut
Next Stop har nu lagt Beirut bag sig og der er mange tanker, at tykke drøv på. Tanker, der popper op og lige skal fordøjes en gang til. For det var overvældende at opleve Beirut men også tankevækkende og vildt. Landet lever i en efterkrigs-tid hvor der blive genopbygget og forsøgt at leve videre. Men langt de fleste vi snakkede med forudsagde at der ville komme flere konflikter i fremtiden, og at der ikke er forsoninger mellem grupperne. Den tyske professor Thomas Schäffler forsøgte at give os en indføring i det politiske landskab i landet, men det er vanskeligt at optegne og danne overblik over. Der er 18 etniske religiøse grupper i landet og alle vil de have deres fair-share. Der er mange etniske blandede nabolag og folk lever umiddelbart i fred og fordragelighed. Alt ser således meget velfungerende ud på overfladen, men man kan mærke hvordan det skurer under overfladen. De 18 grupper er delt ind i 8. Marts og 14. Marts grupper. Det var de to datoer, hvor fraktionerne demonstrerede i Beiruts gader. Flere af de unge libanesere fortalte hvordan deres fædre tog del sommerkrigen i 2006 på en for os helt absurd måde. De kæmpede mod folk fra deres egen kvarter om dagen og om aftenen mødtes de fejdende fraktioner på caféer og barer og drak gravøl. Beirut er kendt for byens vilde natteliv, og de unge drenge fortalte at nattelivet aldrig har været så vildt og vanvittigt, som det var under krigen i 2006. Libaneserne havde behov for at gå amok på natclubber om natten og dagen efter kunne deres fest-mates være deres fjender i gaderne. Meget, meget svært at sætte sig ind i for os, men ret håndgribeligt for de drenge vi snakkede med. Schäffler fortalte hvordan man ikke tager sig så meget af vejrudsigten men snarere holder øje med den politiske situation – men ikke fordi politik interesser en, men fordi den daglige politiske situation har stor indflydelse på den enkeltes daglige sikkerhed. Er der konflikt under opsejling er det ikke sikkert man skal tage til forelæsning i den anden ende af byen, for man ved ikke om man kan komme sikkert hjem.
Det var spændende at opleve Beirut og være i byen. Der var masser af liv og et højt tempo. Priserne var på vestligt niveau og vi spiste lækker italiensk pizza og fik Starbuck Coffee. En kontrastfuld, men utrolig interessant stop på turen.

Michael Seeberg

Damaskus, den palæstinensiske bydel Yarmouk.

Damaskus, den palæstinensiske bydel Yarmouk.
Følgende er mine tanker efter Next Stop gruppens besøg hos ”Den Syriske / palæstinensiske foreningen for retten til at vende tilbage”. Foreningen gør et stort arbejde for bydelens børn - herunder at minde børnene om hvem de er (flygtninge) og sikre sig, at de ikke glemte deres forældres fortid.
”Lad dem være børn”- lad dem danne deres egne meninger. Hvordan skal man kunne leve sammen hvis konflikten hele tiden tilstræbes. Argumentet er følgende: ”Vi lærer dem om deres forfædres land og skikke, så de ikke glemmer katastrofen! Ingen spørger sig selv om børnene ikke også lærer at hade israelerne og derved umuliggør en ønskværdig fremtidig sameksistens. Dilemma: Vi skal både huske på alle fortidens og nutidens grusomheder, men samtidig forberedes på at leve sammen. Det klinger hult når foreningens formand lover os, at det vil kunne lade sig gøre. Min tvivl på hans ord bunder i en selvrefleksion: ”Ville jeg selv kunne tilgive?” Det tror jeg ikke – ikke uden hjælp – ”lær dem at være børn”.
Johan Fournaise,

”Danimark –wahid, wa Canada…”

”Danimark –wahid, wa Canada…”
Muhammeds ansigt lyste op, da vi sagde at vi kom fra Danmark. Ud fra det uforstålige arabiske forstod Johan og jeg, at han nok mente at han havde været i Danmark og Canada.
Jeg kan stadig smage pizzaen i munden, som han havde lavet i en stor stenovn med åben ild. Den smager godt. Muhammed prøvede også at forklare os om de andre ting, som han liggende i butikken – fx indbagt brød med mozerella og så noget brød der var ”hara”. Ud fra hans kropssprog betød det vist, at det var stærkt.
Det er utroligt spændende og sjovt at kommunikere med syrerne. Nogle af dem kan ikke tale meget engelsk, men de er meget åbne og vil meget gerne snakke alligevel. Ligesom Muhammed…
Sanne Loft Rasmussen, august 2008

tirsdag den 12. august 2008

Mit hoved er en kuffert med alt for meget beskidt toej!

Vores tur lakker mod enden. Vi har vaeret afsted i naesten tre uger nu, og imorgen tager vi afsked med Common Ground Relief, hvorefter vi skal til rejegilde (seafood bar maa da betyde rejegilde!) hos Malik Rahim - stifteren af Common Ground Relief. Herefter tager vi en nat paa hostel i Downtown N.O. - og der gaar rygter om at der er pool og bar paa hotellet. Det blir unaegtelig noget anderledes end Common Ground. Som saadan er det jo egentlig luksurioest nok i forhold til saa mange andre steder, her er baade mad, bad, air-con og bloede senge, men der er osse arbejde og vores projekt er osse en stigende stressfaktor. Faar vi nu filmet det vi skal mens vi er her? Taget billeder af de situationer der lige vil goere vores projekt perfekt og sigende istedet for intetsigende? Skrevet ordene ned lige naar de former sig i vores hoveder og ikke bare naar vi lige har tid?

Derfor bliver det rart at komme lidt vaek. Faa samlet tankerne og lukket dem ned. Det hele koerer rundt i hovedet nu. Vi er i et land hvor vi taler sproget flydende, saa vi kan kommunikere uden tolk, og det goer at man konstant falder i snak med andre mennesker. Amerikanerne er et meget aabent og, synes det, aegte interesseret folkefaerd. Osse selvom de allesammen tror at Danmark er hovedstaden i Holland og ejes af Norge. Og det er ikke engang loegn. Men denne konstante kontakt med nye mennesker taerer voldsomt paa energien. Jeg laeste engang i et blad at et almindeligt bymenneske i fx Aarhus teknisk set faar for mange indtryk gennem dagen, hvis man ellers er ude blandt folk. Hjernen er slet ikke bygget til konstant at vaere i kontakt med andre mennesker i saa hoej grad, saa det er ikke underligt at vi blir lidt traette.

Men det er fantastisk at tale med folk herovre. Alles historier er interessante, og man vil bare hoere mere. Jeg synes virkelig vi moeder mange smittende mennesker, og paa trods af den haabloese situation er ingen af dem blevet bitre eller lukkede. De er fyldt med haab, om haabet saa kommer fra troen paa Gud, fra det at de goer noget eller fra det at de kan se at vi kommer og hjaelper, det er underordnet. Men det ghir virkelig et kick at vaere her, som en mand herfra en dag sagde: ''It's important for you people to do something, but you will experience that the most important thing you're able to do is just to listen.'' Folk har simpelthen brug for at nogen tager deres historier alvorligt, saa de kan bevare haabet om en fremtid her igen, selvom alle naboerne er vaek. De har ikke bare mistet deres huse, som de fleste har arvet fra deres oldeforaeldre (lower 9th ward var slavernes bydel da afrikanerne foerst blev bragt hertil), de har mistet deres communities.

Natten efter hostellet i NO tager vi tilbage til NYC. Endnu en nat paa White House, som vi efterhaanden allesammen kalder hjem, og saa ellers Detroit, Amsterdam, DK. Hjem og rense ud i hovedet, rydde op og slappe af. Og saa skabe det fedeste projekt naar vi lige har genfundet energien. Det er det jeg glaeder mig til nu.

mandag den 11. august 2008

Make it right

Det var faktisk ikke i New Orleans, at Katrina var vaerst, det var paa graensen mellem Louisiana og Mississippi ud til den mexikanske golf, et stykke oest for New Orleans. New Orleans blev ikke oedelagt af orkanen, den blev oedelagt af oversvoemmelserne flere dage efter. Ved Mississippi stod husene paa paele, men efter Katrina var der kun paelene tilbage. Vi koerte forbi igaar, Der er mange flotte huse, flest nye saa det ud til. De var nok ikke saa fattige som dem i lower nine.

Ved Graensen talte vi med en aeldre mand. Han maatte kravale op paa taget af sit hus for at overleve. Nu er huset vaek og han bor i en trailerpark ligesom tusinde af andre, der ogsaa mistede deres hus for tre aar siden. Trailerne er farlige at bo i. Man bliver forgiftet med formaldehyd. Han kan maerke det hver morgen, naesen loeber. Han var saa taknemmelig over, at vi var kommet helt fra Danmark for at hjaelpe. Nu skal trailerne vaek, de er farlige. FEMA (federal emergency management agency) fjerner dem. Men hvad med alle beboerne, hvor skal de nu bo? det er der ingen der ved. Regeringen har nemlig travlt med at bruge penge paa en krig mange tusinde kilometer herfra. Eller det er i hvert fald det vi har hoert. Man hoerer saa meget her i New Oleans. Alle har en forklaring paa alting, men ingen forklaring er den samme. Hvem skal man stole paa? Naboen (hvis man stadig har en), borgmesteren, politiet eller hvad med de frivillige vi arbejder med i Common Ground? Vi ved det ikke, det er der ingen der goer.

Brad Pitt har startet en organisation (Make it right NOLA) der samler penge ind til at bygge huse i lower nine. De er ved at bygge et hus skraat over for hvor vi bor. Man kan let kende Brad Pitt husene, de staar paa paele. Spoergsmaalet er bare hvordan man faar fat i saadan et hus? Hvad koster det, og har de fattige raad til at faa hjaelp af en hollywoodstjerne? Det er endnu et af de ubesvarede spoergsmaal. Men huse bliver der dog bygget, og det er altid en god ting.

Igaar aftes holdt der en politibil ovre ved Pitt huset. Daniel, en sort mand, ven med Malik, stifteren af Common Ground, mente at de ventede paa ham. De havde spottet ham paa vej ud af en liquor store. Nu ventede de bare paa, at han sku saette sig ind i sin bil og koere hejm. De ville nok arrestere ham for spirituskoersel. Det er der gode penge i for politiet. Faengslerne er privatiserede og hver gang man fanger nogen, kommer der penge i kassen. Det kan aabenbart betale sig for politiet at sidde og spise donuts, mens de venter paa, at man goer noget dumt.
Flere gange lyste polititet direkte over paa vores tearsse og i hovedet paa Daniel. Men han var ligeglad, han havde proevet det foer og drak bare videre af sin Brandy. paa tilbuddet om at sove i huset, sagde han bare, at han havde haft poliet paa nakken masser af gange, tit uden grund og, at man jo maa ligge i den seng man har redt, saadan havde hans bedstemor altid sagt, saa han var fast besluttet paa selv at koere hjem. Mon de ville foelge efter ham, eller var det bare hans egen lille hjemmebryggede teori? Hvad der skete ved vi ikke. Men vi finder nok ud af det paa onsdag naar vi skal til seafood bar hos Malik, her kommer Daniel ogsaa.

søndag den 10. august 2008

God did what we couldn't do!

Darryl fra the community center fortaeller os om den skole de er ved at lave. De har indrettet en gammel lagerbygning med dorms og toiletter og et koekken og andre ting. Unge amerikanere er kommet fra hele USA for at hjaelpe med at bygge det op. Ideen er, at de unge fra Nwe Orlean skal tilbydes en uddannelse. En uddannelse som de kan bruge paa de forskellige hoteller inde i byen. Enten som maid, i koekkenet eller fx i receptionen. Inden de kommer ud paa det rigtige arbejdsmarked, skal de oeve sig i centerets bed and breakfast. De skal selv koere stedet. Her skal andre unge frivillige bo som kommer for at hjealpe med genopbygningen af lower nine. Man kan bo der for ca. 20-25 $ pr dag og saa bliver der serveret mad, gjort rent og redt seng for en, ikke ligesom i common ground, hvor man skal lave det hele selv, eller rettere sammen, men det er selvfoelgelig ogsaa gratis. Derryl vil give de unge et tilbud om at komme videre. Om de tager i mod det, er deres egen sag, men de har i hvert fald muligheden og det er det vigtigste.


Vi var inde i byen den anden dag, det var fedt, vi tog paa bar og hoerte reggae. Alle fok var saa glade og i godt humoer, mange var turister. Men ved turisterne overhovedet hvordan det staar til i lower nine? Er de klar over, at bag facaden er der stadig nogen der har det elendigt? nogle turister goer, for der koerer busser rundt i de vaerste omraader af byen fyldt med turister. Ikke alle huse er blevet ryddet op efter stormen, hvad skulle turisterne ellers kigge paa?

Haabet i lower nine kan man spotte i graesset. Bystyret har indfoert en ny lov. Hvis du ikke slaar de greas, faar du en boede. Og hvis du ikke betaler, bliver jorden konfiskeret.  De fleste er flyttet ud af byen og mange til andre stater. De har ikke mulighed for at komme tilbage og slaa greas, men de proever stadig at spare penge op til bygge et nyt hus, derfor hjaelper common ground tidligere beboere med at slaa deres graes. Der hvor graesset er groet til og ikke er blevet slaaet, er der intet haab, de har givet op, men der hvor graesset er kort og nyslaaet, er der stadig haab. Enten om en dag at vende hjem og bygge et nyt hus, eller maaske kunne saelge grunden til en god pris. 
De fleste steder er der kun trappestenen tilbage, den er lavet af beton. Her kan man se hvilket hus, der har ligget der. Er det shotgun eller dobbelt shotgun? Shotgun er byggestilen her. Husene er smalle og aflange, ligesom et gevaer. Og man kan staa paa verandaen og skyde gennem alle vaerelserne. Dobbelt shotgun har to hoveddoerre.

Spoergsmaalet alle sidder tilbage med, er stadig: "Hvorfor bliver der ikke gjort noget, hvorfor vil regeringen eller bystyret ikke hjalepe?" Vil de bare af med de fattige? God did what we couldn't do...! Nu er de sorte forvist, men hvad sker der saa nu? Bliver New Orleans, nogensinde New Orleans igen? og hvor meget kan vi egentligt goere? er det til nogen nytte at vaere her hvis der alligevel ikke er nogen, der vender tilbage? Men er der nogen, der vender tilbage hvis vi ikke er her? Det kommer nok igen ned til haabet, det haab vi ser i graesset. Et haab om en dag, at kunne faa det liv tibage, eller bare noget, der minder om det, som der var her foer stormen og oversvoemmelserne.

Har du smagt noget klamt i dag?

USA er hjemstedet for mad man bare ikke helt har lyst til at spise. Men i kulturmoedets hellige navn har jeg sat mig for, at proeve mindst en aerkeamerikansk ting hver dag, og forsoeger at overtale de andre til at vaere med paa spoegen (med varierende succes). Her er hvad jeg har sat taenderne i indtil videre (beklager... nogle af tingene har vaeret saa klamme at jeg allerede har fortraengt dem, derfor er de ikke kommet med paa listen...):

1. Beef Jerky
Toerret koed. Faas i forskellige smagsvarianter - valgte at satse paa "original" da jeg taenkte det maatte vaere mest autentisk.

2. Marsmellow Pie
Puffede ris overhaeldt med flydende skumfidus, koelet af, saa det bliver en fast sej klump.

3. Cream Soda
Manden paa cafeen paastod det havde en "fruity" smag, det kan jeg saa afsloere, at det er loegn! Cream soda er tyktflydende, soedt, har vanillesmag og har selvfoelgelig ogsaa brus - det er jo en sodavand.

4. Karamelpopcorn
Havde virkelig ikke lyst til denne men foelte det var et must. Valgte dog den mere humane variant - man kan ogsaa faa med chokolade, ost og mange andre gode ting.

5. Cheez-it
Ost paa spraydaase... Ubeskriveligt!

6. Fried Pickles (se billede til hoejre...)
Ja... Denne giver naesten sig selv. Skiver af syltet agurk, svoebt i dej-panering og saa en tur i frituren. Som dyppelse serveres creme fraiche salatdressing.

7. Coconut soda
Havde faktisk hoeje forhaabninger til denne sodavands velsmagenhed, men skuffet blev jeg. Det smagte som om de havde forsoegt at udvinde smag af de fibre der sidder uden paa skallen - ikke nogen succes.

8. Chick-O-Stick
En haard (som sten) poelse af cruncy peanutbutter og fried coconut. Maaske var begestringen ikke saa stor fordi den lignede en indtoerret hundelort og jeg lige havde spist en kaempe portion redbeans, ris og fried catfish, men jeg fik naermest opkastfornemmelser af denne snack. Andre i bilen synes dog den var meget laekker...

Det er Mikkel der vaelger den naeste smagsudfordring... Jeg glaeder mig ikke!

Lower Ninth Ward - hvad er det egentlig for et sted?

Taenkte at jeg hellere maatte give en kort beskrivelse af, hvad det er for et sted vi er i oejeblikket til alle jer derhjemme, som ikke er helt nede med termen "Lower Ninth Ward".

Lower Ninth Ward er et kvarter i New Orleans, der ligger ca. 15 minutter i bil fra byens centrum (og der hvor alle turisterne opholder sig). Foer orkanen var det et af de fattigste kvarterer i New Orleans, hvor befolkningen bestod af ca. 17-18.000 mennesker, heraf var ca. 95% sorte/african-americans eller hvad man nu skal kalde dem for ikke at traede nogen over taeerene. Arbejdsloesheden var hoej i Lower Ninth Ward, ligeledes var kriminaliteten. Omraadet var det haardes ramte under orkanen, hvor hele kvarteret var daekket af ca. 6 meter vand. Taenk paa de tv billeder i saa med folk, der var strandet paa deres tage... Det var herfra. I dag er ca. 10-20% af de tidligere beboere flyttet tilbage, arbejdsloesheden er stadig hoej - undtagen i byggebrancen. Kriminaliteten er i foelge den lokale sherif steget. Der er ingen indkoebsmuligheder, ingen skoler, meget faa sociale aktiviteter, meget daarlig offentlig transport (ca. 20% af den tidligere kapacitet), mange huse er endnu ikke revet ned, flere arealer er blevet bulldozet og fremstaar nu som graesmarker osv. osv. osv. Naa ja og saa er det varmt - ca. 30-35 grader men luftfugtigheden er helt i top, saa sveden loeber dagen lang!

Alligevel er mange af de folk vi moeder i forbindelse med vores arbejde os Common Ground Relief og The Village (et community center som vi har arbejdet for) fulde af optimisme og tro paa at omraadet nok skal komme paa fode igen - man kan ikke vaere andet end imponeret over den form for gejst og gaapaamod.

Billede taget kort efter vandet havde trukket sig tilbage fra Lower Ninth Ward. Vi bor p.t. i huset med det roede tag (der i dag er renoveret). Huset med det graa tag er ogsaa renoveret, der bor en dame, der efter sigende er 102 aar gammel. Den store pram er fjernet og resten af omraadet er bulldozet og er nu graesmark.

fredag den 8. august 2008

Alternative medier

I onsdags besoegte vi to piger paa medieorganisationen, DCTV. Vi mordte Suprena og Rodneka som for 2 aar siden afsluttet deres kursus her. De viste os deres film ‘Not as seen on TV’, som de lavede sammen med to piger fra New Orleans. I loebet af 3 uger udviklede de filmen, som fortalte om orkanens ofre. De gav hver isaer et billede af New Orleans som det var foer katastrofen, samt et godt indblik i en skoer og haabefuld mentalitet. Filmens hovedpersoner var vitale og havde en tro paa at New Orleans kommer tilbage. En fortroestningsfuld film som ogsaa forberedte os paa det landskab vi kommer til at se om et par dage… hvor der I oevrigt er orkan lige nu! Filmen er en del af den tiltagende medieboelge, der vokser isaer paanettet. Den visuelle historie har potentiale for at naa langt, bl.a. fordi den formidler beskeder som er intuitivt forstaaelige og for alle der kan se. Analfabeter udelukkes altsaa ikke for information. Dermed ikke sagt at det skrevne ord ikke er minds lige saa vigtigt!

Foerste dag i New Orleans

Vi skulle sindssygt tidligt op. Koerte kl 4 om morgenen. Vi var eller kommet til lufthavnen i god tid. Der var vist andre end os, der ogsaa skulle ud at rejse. Bl.a. en italiensk gruppe paa 48. Hold keaft det tog lang tid. En kvinde havde for mange kufferter, den ene var fyldt med make-up, hmm, den havde hun vist ikke brug for, maaske hun hellere skulle have brugt pengene paa en ny BH??? Deres rejseledere var stressede og helt oppe at koere, de havde allerede misset et fly i Italien. Er nu meget godt tilfreds med Mikkel og Saras afslappede facon, vi maerker ingen stress. Vi kom afsted. I flyet sad Heidi og jeg ved siden af en amerikansk laege, han skulle til jobsamtale i New Orleans. Han var nysgerrig, ville gerne snakke med os. Jeg elsker amerikanernes hurtige maade at komme i kontakt med folk paa. Det er smaa hverdags historier, man laerer noget om hinanden.

Det er skraemmende i New Orleans. I lower 9th ward, hvor vi bor, er der neasten intet tilbage og her var ellers fyldt medhuse foer. Det var det fattige kvarter. Bystyret og regeringen vil ikke hjaelpe, borgmesteren har foreslaaet, at lave en park her, nok for at de fattige ikke belaster byen igen, nu havde man jo lige faaet jaget dem ud. Men hvad med alle de mennesker der borede her, skal de ikke have lov til at komme tilbage? Vi bor hos Common Ground Relief, de laaner arbejdskraft ud til forskellige genopbygningsprojekter i kvarteret. Her er unge mennesker fra hele verden, der har valgt at bruge lidt af deres sommerferie paa at hjaelpe de fattige her med at faa deres liv tilbage. Det er tre aar siden Katrina, og der er lang vej endnu.

Jeg var saa treat da vi ankom, faldt i soevn i bilen paa vej her hen, ku neasten ikke haenge sammen mere. De sprugte om vi ku hjalpe paa et community center, der var vist noget der skulle ordnes. Jeg havde mest lyst til at give op og laegge mig til sove, men vi var jo kommet for at hjaelpe. Der skulle slaas greas, det var vist ikke blevet slaaet i flere aar. Jeg ved ikke hvad der skete, men da jeg fik den graesslaamaskine i haanden, fik jeg fornyet energi. At rende rundt der i bagende sol og sveden dryppende og slaa graes. Det var ren terapi. De var saa glade for, at vi ville hjaelpe. Selvom det var saa lidt, saa var det alligevel saa meget. Vi havde gjort dagens gode gerning og ku tage hjem og ta et dejligt koldt bad.

New York og brudte fordomme

Hej med jer igen (hvem derend laeser dene blog - mor og far i hvert fald!?!)

Vi er nu ankommet til New Orleans, og har overlevet den foerste nat. Det var nu ikke saa slemt, men jeg vaagnede ved det stoerste tordenskrald jeg i mit liv har hoert, lige over vores hus. Uvejret var lige over os, men det var over et stort omraade, det maa have vaeret en enorm sky. Men saa kravlede katten op i fodenden, og saa var det ikke saa slemt (undskyld til min lille hund derhjemme, det er stadig dig jeg elsker mest!).

Jeg vil nu ikke skrive meget om stedet her, indtrykkende er stadig for friske til at blive nedfaeldet paa skrift. Men det er et dejligt sted vi bor, et stort hus med faelleskoekken hvor aktivisterne laver mad til hinanden tre gange om dagen, mange faelles soverum, computerrum og en stor koekkenhave. Det hele fungerer lidt som et kollektiv, der er morgenmoede og pligter, og formiddag og eftermiddag arbejder man med forskellige solidaritetsprojekter. Igaar var vi fx ude at slaa graes... Forklaring foelger senere, ellers bliver det her for langt til at du, kaere laeser, kan foelge med :) No offense...

Vi havde den sidste skriveoevelse i forgaars, dagen inden vi rejste fra NYC til New Orlean, og den skulle handle om hvad der havde gjort stoerst indtryk paa os ved New York, og dermed osse hvilke fordomme vi havde faaet brudt. Jeg skrev om community-ideen og hvor staerk den er herovre - det at man loeser mange af sine problemer lokalt, istedet for at regeringen eller parlamentet, dvs samfundet klarer dem. Skriveoevelsen kommer her:

DIY. Do It Yourself. Det har ikke staaet nogen steder herovre, jeg kender kun begrebet fra bz-/punkmiljoeet derhjemme. Men det gennemsyrer alt herovre. Det bliver maaske kaldt community activism herovre, ideen om at ting fungerer bedst, hvis man selv tager haand om sine egne (laes: samfundets) problemer.

Vi har set folk som skaber deres egne nyhedsmedier (DCTV, Witness, Democracy Now), fordi de etablerede medier ikke beskriver de menneskers problemer, kampe, droemme og ideer.
Vi har set folk som skaber deres egne raadgivningscentre (Make The Road NY, forskellige fagforeninger), fordi det etablerede management kriminaliserer de folk, som virkelig har brug for raadgivning om deres rettigheder i samfundet, paa arbejdspladsen og derhjemme.
Vi har set mennesker, som skaber deres egne undervisningsbaser (Crown Heights joediske skoler, Make The Road's sprogskoler for migranter), fordi de etablerede skoler ikke underviser i alt, hvad de folk mener deres boern har brug for at laere.
Vi har oplevet sociale rum skabt af folk, som ikke finder et reelt socialt faellesskab i de rum, som det etablerede samfund kan tilbyde dem.
Vi har talt med mennesker, som forsoeger at arbejde med alternative maader at bygge samfund op paa, helt nede fra bunden og opad, fordi de kun finder en medieskabt og for dem falsk virkelighed, i den valgkamp de bliver stillet overfor i det etablerede politiske system.

Jeg havde, ret naivt, ikke forestillet mig at vi ville finde saa mange subkulturer med saa mange konstruktive ideer i USA, land of the free, the bold and the brave. Jeg tror jeg havde forestillet mig en langt mere konform og apatisk tilgang til tingene, baade i toppen og i bunden og i midten af samfundet.

Det er fantastisk at opleve at USA ikke er een ting, og een kultur, men det rejser alligevel det nagende spoergsmaal imn hvorfor alle disse alternativer er i saa hoej vaekst herovre. Og svaret paa dette spoergsmaal, eller i hvert fald den del af svaret som er ''noedvendigheden naerer kreativiteten'' er ret nedslaaende. Men den anden del af svaret, som er '' men de kreative kraefter er staerke'' er til gengaeld oploeftende.

Noedvendigheden er nedslaaende fordi et samfund burde tage sig ligeligt af alle sine borgere, sikre lige tilgang til laegehjaelp, uddannelse og ordentlige vilkaar, ligesom et samfund burde soerge for at ingen borgere foeler sig diskrimineret paa baggrund af koen, klasse, seksualitet eller race. Det er nedslaaende at se at selv ikke verdens foerende oekonomiske magt formaar at tage denne opgave paa sig.

Men det er oploeftende at se at kampen lever i folket og at de tager den op og hjaelper hinanden. De goer det selv, naar samfundet ikke magter at hjaelpe dem - men det er ikke en problemfri kamp og det er ikke alle som klarer den. Der er mange ting man burde lave om herovre, men man skulle i hvert fald starte med at lytte til folket (og holde sine loefter, husk det nu Obama!), for folk herovre har virkelig mange fede ideer.

DIY-tanken er fed fordi det giver folk muligheder for at skabe nogle alternativer til flertalsdiktaturets kultur og samfundsstruktur. Derhjemme kender vi det fra de to fortaerskede eksempler Ungdomshuset og Christiania, som begge er og var smeltedigler for helt nye retninger at taenke i, men man kan finde det mange andre steder i Dk, paa arbejdspladser og i skoler, hoejskoler og RUC og vist osse AUC, hvor arbejdere og elever faar medbestemmelse. Det giver simpelthen bare mere fed energi og virkelig gode ideer.

Men vi har ogsaa set eksempler paa hvordan det kan vaere negativt at goere det selv. DIY er fedt saalaenge ideerne ogsaa har rod i det samfund vi trods alt lever i - for vi kan ikke assimilere os totalt i sma enklaver. Det mest skraemmende eksempel var ikke de foeromtalte damer i Harlem, fordi de var en saa lille del af det samfund de sagde de repraesenterede. Det skraemmende eksempel var derimod da vi var ude at besoege joederne i Crown Heights.

Vi fik en rundvisning af en midaldrende mand, som fortalte os om den hellige Rebbe og hans profetier som altid holdt stik. Det joediske samfund der i Brooklyn levede derfor efter hvordan den Rebbe levede. De klaedte sig som ham, spiste som ham, bad som ham og stemte osse som ham (det fik vi fornemmelsen af, 95 % stemte McKaine, og vores guide kunne ikke argumentere for hvorfor Mckaine var god, kun hvorfor Obama var daarlig). De havde deres egne skoler, for i USA har du ikke pligt til at undervise dine boern i basic subjects (engelsk, matematik, historie osv). Bare dit barn gaar i skole i ni (eller 12?) aar, saa er det saadan set fint at det er en indoktrinerende joedisk skole hvis verdensbillede er ekstremt autoritaer, bare dit barn faar de aars undervisning der er kraevet.

Det er vigtigt at skabe sine egne kulturer, men det er virkelig osse vigtigt at borgere i det samme samfund har en faelles base at gaa ud fra synes jeg. Fx findes der fede zapatistiske skoler i Mexicos jungle, hvor de baade formaar at laere boernene om deres oprindelig sprog og kultur, og om landbrug, som er noedvendigt naar det er majsproduktion man lever af. Disse ting underviser det etablerede skolesystem ikke i, saa der er virkelig behov for den undervisning for at den indianske kultur ikke bare skal doe helt ud i kapitalismens ensretningsboelger. Men samtidig soerger disse zapatistiske skoler osse for at undervise i historie, spansk og matematik, saaledes at boernene osse rustes til samfundet uden for junglelandsbyen. Og det er den form for DIY som er fed og som virker.

Nu stopper jeg, det her er allerede blevet alt for langt. Men i hoerer nyt fra os snart tror jeg .

Nina, Common Ground Relief, Lower 9th Ward, New Orleans, Louisiana, USA

10 dage i New York

Naar jeg taenker tilbage paa vores tur til New York, er der specielt een episode, der staar klart i mit hoved. Det var paa Sct. Nicks Pub i Harlem. Tidligere, midt paa gaden i selvsamme Harlem, var vi blevet antastet paa gaden, raabt af og deskrimineret, det var deres gade og vi havde ikke ret til at vaere der. De var tre sindsforstyrrede kvinder. Det var ubehageligt og meget skraemmende. Men paa Nicks Pub, blev det hele vendt rundt. Nina fra gruppen blev hevet op paa scenen, vist frem. Vi var i Harlem, de sortes kvarter, men nu var hun en soester og de var vores broedre og de ville goere alt for at passe paa os. Det var saa stort. Der var alligevel ikke nogen, der ville goere os ondt, de boed os velkomne med aabne arme. Hvad mere kan man forlange.

Jeg vidste godt inden jeg tog hjemmefra, at amerikanerne er nysgerrige, at de godt kan lide at spoerge hvor man kommer fra og hoere vores historie, ogsaa selvom man ved man ikke ser dem igen. Og alligevel bliver jeg altid overrasket over det. Deres geastfrihed er saa overvaeldende. Isaer dem fra latinamerika, det er nok noget de har med hjemmefra. Cesar lod os sove i sine boerns senge, gad vide hvor de saa skulle sove? Det var der ikke nogen der sagde noget til, de smilede bare. Ville jeg mon give min seng til en fremmed? Jeg tror det ikke, ikke hvis det betoed, at jeg selv skulle sove paa gulvet.
Vi har moedt saamange mennesker, der har viet deres liv til at hjaelpe andre. Men hvad faar de selv ud af det? Det er ogsaa et maerkeligt spoergsmaal, for skal man selv have noget ud af det?
New York er fantastisk, men ogsaa meget travl, der sker saa meget hele tiden, og har man ikke nogen penge og er tvunget til at arbejde et sted som Starbucks, ja saa skal man kigge langt efter New York som det ser ud i Sex and the City... Det er vist godt jeg kun var paa besoeg, saa kan jeg altid komme tilbage en anden gang. Jeg er nu meget glad for mine 30kvm paa Amager...

Pkt. 11 - og foerste indtryk fra New Orleans

Ups - fik lavet top ti listen lidt for tidligt [se indlaegget: Bagsiden af New York - det oplever vi ogsaa...]. Selv samme aften skulle vi alle bo hos Antonio - en illegal immigrant fra Mexico tilknyttet centeret "Make the Road" i New York. Antonio er begyndt at tapesere hele sin lejlighed med subwaybilletter han finder rundt omkring. Han har faaet det foerste rum faerdigt (= ca. 2500 billetter):


Naeste projekt er stuen, hvor han indtil nu har faaet lavet en halv vaeg...

Vi er nu kommet til New Orleans hvor vi bor hos, og arbejder for, en organisation, der hedder Common Ground Relief. Kort fortalt laaner de frivillige arbejdere ud, til forskellige genopbygningsprojekter. I gaar, vores foerste dag, var vi ude og slaa graes ved et community center. Bare for at give jer et hurtigt indtryk af, hvordan her ser ud, er her et par billeder. Saa kan i faa mange flere fortaellinger herfra de naeste par dage.