onsdag den 3. september 2008

Et bad eller rent drikkevand – hvad ville du vælge?

At træffe det valg er hverdag for palæstinenserne. Ligesom mange palæstinensere hver morgen står op til synet af en 8 meter høj betonmur lige udenfor køkkenvinduet eller tværs igennem deres olivenmarker.

Også israelernes hverdag er langt fra vores. Alle israelske mænd har 3 års værnepligt, kvinderne har 2 - og så skal man i Israel igennem sikkerhedstjek, inden man får lov til at gå ind i indkøbscentret.

Vi sluttede vores 3 uger lange rejse i den israelske storby Tel Aviv efter at have rejst rundt i både Israel og på Vestbredden i Palæstina. Israel/Palæstina er fyldt med kontraster. Den 350 km lange barriere af pigtråd, hegn og mur, som Israel er ved at bygge, er symbolet på de enorme kontraster der er i et område blot på størrelse med Danmark.

Er du israeler og bor på den israelske side af muren er udgangspunktet for dit liv et helt andet, end hvis du er palæstinenser og bor på den anden side.

På turens sidste dage oplevede vi Tel Aviv's fantastiske sandstrand. Tel Aviv er en by, som leder tankerne hen på Miami, og en by som mange israelere strømmer til i weekenderne for at slå sig løs – hvad enten det gælder solbadning, surfing eller en tur i det vilde natteliv. Her befandt vi os mellem hundredvis af solbrune israelere i smart sommertøj, bikinier og badeshorts. Ren nydelse og man kunne næsten godt forstå, hvordan man som helt almindelig israeler kan "glemme", at Gaza-striben blot ligger 60 km længere nede ad samme kyst. Og at der i en afstand af kun 25 km øst for Tel Aviv ligger en lille palæstinensisk landsby, som netop nu bliver delt af muren. 80 % af byens indbyggere arbejder i Israel – det vil de nu ikke have mulighed for længere. Byens indbyggere, kvinder, mænd, børn og gamle, demonstrerer nu dagligt mod muren. Muren er ikke det eneste byggeri, de dagligt kan se tage form. Kaster man blikket i den anden retning, ser man nybyggeri, hvor huse systematisk bliver opført. Her flytter israelske bosættere snart ind på palæstinensisk grund – i strid mod international lov. Modsat palæstinenserne skal de ikke tænke på at spare på vandet, det er nemlig Israel, som har kontrollen over det rene drikkevand. Det anslås at den gennemsnitlige palæstinenser bruger 70 liter vand om dagen, mens en israelsk bosætter bruger 600 liter.

I Jerusalem besøgte vi en palæstinensisk familie, som for nogle år tilbage havde været en tur på hospitalet. Da de kom hjem havde jødiske bosættere brudt ind i deres søns værelse i det hus, som familien har boet i siden 1956. Siden er bosætterne blevet boende i værelset, og de to parter kæmper stadig om retten til at bo i huset. Sagen har været for retten, og hvad der foregår i huset er blevet en slags symbol på hele konflikten.

Dette er blot nogle af utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er ofre i en årelang konflikt, som det stadig kan være svært at se en løsning på.

Når vi har talt med unge israelere og palæstinensere har de givet udtryk for, at de ligesom os, håber på, at de vil få et godt liv: En god uddannelse, familie, sundhed osv. Hvad enten man er israeler eller palæstinenser, er det for langt de fleste, dét man bygger sin hverdag på – men udgangspunktet og mulighederne er dog vidt forskellige.
































søndag den 31. august 2008

Tanker efter turen

Next Stop Syrien og Libanon er en del af Mellemfolkeligt Samvirkes dialog- og interaktionsprojekter i Mellemoesten stoettet af Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, der er fremkommet efter Mohammedkrisen. Det har derfor i det store og hele handlet om det kulturelle moede med forskellige mennesker med forskellige baggrunde, som i sidste ende gerne skulle give os - og dem - en udvidet horisont og forstaaelse af bl.a. religion og politiske overbevisninger, som vi kan sprede videre til venner og bekendte og bekendtes bekendte! Saa det er med dette indlæg dermed forhaabentligt paabegyndt!

Det har igangsat en frygtelig masse tankevirksomhed at vaere paa denne tur - bestemt ikke noget man skal beklage sig over, men vores begges primaere konklusion paa stort set ethvert spoergsmaal efter denne tur - vaere det sig religion, krig, diktatoriske regimer, Israel/Palaestina eller fattigdom - er, at det er alt for komplekst til at have en entydig og klar holdning til. Jeg ved nu saa uendeligt meget mere om alle disse temaer, men kun akkurat nok til at vide, at omend jeg saa var foedt og opvokset i Mellemoesten, saa ville jeg stadig ikke forstaa det hele til fulde.

I Syrien havde vi den store aere at moede landets stormufti. Der var nationalt tvhold paa moedet, der foregik hos muftien, og vi havde alle faaet strenge instruksor paa hvordan vi skulle vaere klaedt og hvordan vi som piger skulle sidde uden krydsede ben og holde vores haender. Oveni kom at vi piger blev placeret laengst vaek fra muftien, efter at fyrene i vores gruppe var blevet seated. Til trods for den tydelige forskelsbehandling paa koennene var vi nu allermest af alt saa beaerede over at moede det muslimske folks stoerste overhoved personligt, at vi hurtigt glemte vores placering i showet. Det var ogsaa som om der var en indforstaaethed i gruppen om, at vi piger ville foere ordet da vi naaede til spaergsmaalsrunden, til min personlige begejstring, vores egen lille revolution - nobody puts Baby in the corner!
Muftien brugte store flotte ord, og talte om Muhammedkrisen, og om at man i Syrien godt vidste, at det ikke var alle i Danmark, der var enige med tegneren, og at det var et faatal af syrere, der havde braendt vores ambassade ned, hvilket han undskyldte paa det dybeste for. Han bad os vaere helt aerlige, sagde at han foretrak at tale med studerende fremfor politikere, idet han noed at hoere den egentlige sandhed. Mit personlige indtryk af ham, var, at han var en enorm godmodig, venlig og humoristisk mand, der bestemt ikke saa ud til at kunne eller ville goere en flue fortraed. Dog laa der en helt klar censurering inde i os alle, der var vidst ikke nogen der var i tvivl om, at vi jo alligevel IKKE kunne sige alt. I saa fald ville man maaske have haft lyst til at fortaelle ham, at omend man maaske ikke var enig med tegneren fra Jyllandsposten, saa handlede det i Danmark ikke blot om forstaaelse og misforstaaelse af religioner, men ogsaa om retten til ytringsfrihed. Ligeledes kunne han anerkende os som kristne mennesker, og mente, at vi i bund og grund tror paa det samme - men man fristes til at spoerge til hinduerne eller de sekulaere. Hinduerne blev der spurgt til, men det der med flerguderi kunne Muftien ikke anerkende! Generelt er vi danskere alle blevet kastet i baaden som kristne, for hernede er religion nu engang en del af din person - det staar i dit pas, og staar ikke til at aendre. Desuden er det nemmere at forholde sig til andre, hvis de er puttet i en bestemt boks, og ikke bare ugudelige skabninger, der tror paa ingenting! En i gruppen vovede at spoerge ham om monopoliseringen af de syriske medier, nu vi skulle vaere aerlige og tale frit, men dette spoergsmaal formaaede han paa besynderligste vis at undlade at svare paa. Vi fik ogsaa lige en indirekte opsang for at vaere paa israelernes side i Israel/Palaestinakonflikten, hvilket oejensynligt er det mest tabubelagte emne man kan vaelge at diskutere hernede.

Og det er blevet diskuteret! Vores store netvaerk af syrere og libanesere, som har hjulpet os med at saette de fleste af vores moeder op, har soerget for at vi har moedt venlige, aabne og velinformerede mennesker dag ud og dag ind, og spist med alle disse mennesker stort set hver aften. Det har vaeret enormt befriende at diskutere terrorisme og det diktatoriske styre med dem, og de har svaret - lidt forsigtigt ved foerst at kigge sig over skuldrene, saenke stemmen og blive alvorlige, en noedvendighed med alle de spioner der render rundt og overvaager folk og de haarde faengselsstraffe for at udtale sig kritisk, men lige praecis naar det kommer til Det forbudte Land, Disneyland, Italien, eller hvad vi ellers har hoert af kaldenavne for Israel - kaert barn mange navne, saa stopper enhver rummelighed i samtalen. De er pr. definition onde mennesker, de er fjenden, og den arabiske verdens saarede foelelser, fordi Vesten ikke har taget deres parti, er roden til enhver fjendsk indstilling til Vesten.
Vi besoegte den palaestinensiske del af Damascus, hvor smaa boern lavede danseshow for os og alt var aah saa dejligt, indtil de begyndte paa antiisraelske kampraab. Der er en helt klar indoktrinering af de smaa boern, om man saa synes at dette er godt eller skidt kan diskuteres. Men hvis nogen skulle vaere det mindste i tvivl, kan vi uden den mindste toeven desvaerre meddele, at denne konflikt overhovedet ikke er taet paa at blive loest, og sandsynligvis ikke bliver det foer Iran bomber Israel med atomvaaben eller omvendt. Saa meget for at vaere optimist.
At komme som forholdsvis udeforstaaende og egentligt foele at man er neutral og paa alles side er grinagtigt. Er du fra Vesten, er du ikke neutral, du har en regering der stoetter den ene side mere end den anden, og saa starter hele tromlen igen "it's all about politics". Libaneserne faar bombet deres land fra tid til anden, og er derfor naturligvis meget anti Israel, syrerne har faaet frataget Gohlan Hoejderne, som israelerne har besat. Dette er selvfoelgelig blot den ene side af historien, tag til Israel, saa er der uden tvivl en holdning om, at man ikke kan give Gohlan tilbage, for saa bliver man bombet af syrerne, hvilket heller ikke er helt urealistisk. Men isaer palestinenserne er selvfoelgelig ganske berettiget enormt fortoernede. De kan ikke arbejde i Libanon eller Syrien, fordi man i de lande frygter at folk saa mister deres arbejde pga. dem, og palaestinenserne er derfor enormt fattige og altid de udskaeldte. Det samme med den 1,2 millioner irakiske flygtninge, der i dag bor i Syrien, og som ingen andre lande ville vide af, og som vi ogsaa moedte nogle stykker af paa et hospital lavet til irakiske flygtninge. Selvom et land som Syrien stoetter disse befolkningsgrupper opstaar der ogsaa en klar racisme ene og alene pga. frygten for at miste egne goder. Det ser man jo alle steder i verden. 1,2 millioner der kommer ind i et forholdsvis lille land paa kort tid kan ogsaa maerkes i den enkeltes hverdag. Flere antal mennesker om den samme maengde foedevarer og boliger. Og vi klager i Danmark.. proev at leve i Syrien.

Men tilbage til Israel som tema - da vi en aften i Aleppo moedtes med en gang moegforkaelede rigsmandsboern til en snak og de gik saa vidt som til at give Israel skylden for det regime de har i dag i Syrien og for at der er monopoliserede medier, synes jeg efterhaanden det udviklede sig mere og mere til at de som syrere paatog sig en enorm offerrolle, der paralyserede bare skylder skylden paa de andre.
Vi har soerget for ikke paa nogen maade at skabe nogen harme hernede, omend vi nogle gange har foelt os noedsaget til at sige, at man maa skille et folk fra dets politikere. Jeg tror maaske ogsaa at vi var nogle den aften, der ikke helt kunne lade vaere med at indskyde, at det er en helt uplausibel sammenkaedning - og hvem ved, maaske netop derfor fik vi senere naegtet adgang som gruppe til Gohlan Hoejderne.. nogen et eller andet sted har i hvert fald holdt oeje med os og nogen har maaske ogsaa sladret lidt.

Men det er svaert at vaere syrer, og det er forstaaeligt at man maa bebrejde nogen. Vi moedte en ung fyr, der lever i eksil i Libanon, efter at have lavet en kritisk tegneserie paa internettet om praesident Bashar og hans regime. Han havde tilbragt en uge i et moerkt isoleret rum i faengslet og havde formaaet at flygte foer han kom ind at sidde for alvor i laengere tid. Men han skulle ikke klage, han kendte folk der sad i moerke isolationsrum flere aar, foer de fik lov at vaere faengslet normalt. Hans familie lider nu under det han har gjort i Syrien. Han selv kunne ikke vaere sikker i Libanon heller, og har til alt held faaet opholdstilladelse i USA til september. Han kommer aldrig tilbage til Syrien, og for at straffe ham, har politiet nu besluttet at fratage hans bror sit pas, saa han ikke kan forlade Syrien, for at haevne sig paa Ahmed. Og vi moedte mange, der oenskede at goere som ham, men som ikke havde modet. Wafi, en ung fyr spurgte mig en aften, hvor vi var ude at spise, hvad jeg som kommende psykolog synes han skulle goere for sig selv, han er splittet mellem angst for hvad regimet vil goere ved ham, hvis han ytrer den mindste utilfredshed, og hadet mod sig selv for bare at se til, alt imens hans land er ufrit og udemokratisk. Oeh.. den slags dilemmaer er det svaert at hjaelpe med, naar man er foedt og opvokset i et fredeligt land som Danmark.
Men endnu engang er tingene slet ikke saa simple, for vi har ogsaa talt med mennesker som fortaeller at de gladeligt lever under Bashar, for hvis der skulle komme demokrati, saa ville Syrien blive en islamisk stat - hvilket det ikke er i dag. Sker det, saa flygter alle de intellektuelle og kristne ud af landet, og saa vil vi, ifoelge mange syrere, opleve alvorlig tilbagegang. Dette er foroevrigt praecis den samme situation i Libanon med det nuvaerende sekteriske system, som Hizbollah indaedt vil forsoege at aendre - til nogens store fryd og andres store bekymring.

Men der er masser af muslimer i Syrien og Libanon, om de intellektuelle vil det eller ej, saa fylder de gadebilldet, og dikterer bestemt ogsaa et langt stykke af vejen, hvordan man som turist kan gaa klaedt. De er et venligt folk, overalt hoerer man folk der raaber "welcome welcome", og vi har ikke faaet nogen ubehagelige bemaerkninger og det er sikkert at vaere der. Dog er det stadig meget svaert for mig helt at acceptere denne totale mandsdominerede verden, hvor man som hvid kvinde mest af alt bliver anset for vaerende prostitueret "Are you a Russian?" - kodesprog for alle de russiske prostituerede der er i Syrien, eller man bliver totalt ignoreret. Er Michael med mig, er det ham der faar al opmaerksomheden, jeg kan bede om regningen, jeg kan raekke ud efter regningen, jeg kan tale til koebmanden, men ingen reaktion udover oejenkontakt til Michael. Og den undertrykkelse jeg personligt mener, at disse kvinder lever i, goer mig simpelthen rasende! I moskeen blev vi kvinder pakket ind og pakket vaek et eller andet sted oppe paa fjerde etage, hvorfra vi kunne forsoege at tilnaerme os en plads til vinduet hvorfra vi kunne glo ned paa maendene og imamen. Ligestilling? Jeg foelte mig s.. ikke saerlig lige!
Vi besoegte en lesbiske kvindeorganisation i Libanon som ogsaa kunne bekraefte dette billede. De eksisterer selvfoelgelig overhovedet ikke i offentligheden, dette er en umulighed, men at de overhovedet eksisterer under overfladen er stort - den slags findes ikke i Syrien! Til deres held er kvinden saa underlegen i et forhold, at et forhold mellem to kvinder er en umulighed og dermed heller ikke ulovligt, idet det ifoelge myndighederne slet ikke kan eksistere! Nuvel.
Paa den anden side er mange af de folk, der lever i disse lande og er ikke-muslimer, eller foedt muslimer, men ekstremt liberale, langt mere yderliggaaende end hvad vi kender fra derhjemme.
Isa, en syrisk kunstner, vi besoegte i Aleppo var stor tilhaenger af Mohammedtegningerne, han mente, at det var det bedste der til dags dato var sket for den arabiske verden, og opfordrede os til at fortaelle alle, at det var os personligt der havde tegnet dem! Han mente det skabte debat, og at hvis der er noget islam mangler, er det at faa kritik, der maaske kan skabe en reformering. Han har personligt selv vaere stillet for militaerdomstolene to gange pga. sin kunst og er kun undsluppet paa grund af vigtige kontakter... gaar vi ud fra -ingen slipper nemlig reelt for tiltale, hvis de foerst er stillet for militaerdomstolene.
Gabriel, hos hvem vi har handlet mosaikaesker, er ogsaa stor tilhaenger af Mohammedkrisen, for ham betoed det, at alle de gode danske varer han saa godt kunne lide, blev langt billigere, saa han noed med andre ord godt af hvad han kaldte andres taabeligheder. Desuden kunne han ikke se hvordan det var muligt at tegne Mohammed, naar han aldrig var blevet tegnet foer.. han mente de tegninger maatte kunne vaere hvem som helst!
Houmam, som har vaeret vores hovedarrangoer af alle vores spaendende moeder med organisationer og privatpersoner, og som Michael og jeg personligt besoegte nogle dage efter at resten af vores rejsegruppe var taget hjem igen, er foedt og opvokset muslim, men noget saa forstyrret af den evindelige kalden til boen. Han ville oenske, at man kunne faa lidt mere ro! Dog kunne han med begejstring fortaelle, at i Syrien har man dobbelt op paa helligdage, fordi man baade fejrer de kristne og de muslimske, hvilket slet ikke er saa faa dage naar det kommer til stykket. Saa mon ikke den konstante kalden til boen til gengaeld opvejes af de mange feriedage!

Der er selvfoelgelig ogsaa et klart flertal, der bestemt ikke foeler det samme som dise mere moderate muslimer vi har moedt, omend det faktisk foerst var i Jordan at vi oplevede at se et boykot Danmark skilt, og da jeg pegede for at vise Michael skiltet, sagde koebmanden bare, "Oh, your from Denmark? No problem!". Han ville maegtig gerne lave business med os, og det var alligevel vigtigere.

I Libanon gik boelgerne hoejt, da vi tog til en "Eco Village" med en flok unge aktivister, der kaemper for bedre miljoeforhold, for at deltage i deres aktivist traeningslejr. Det hele blev meget spaendende da vi pludselig oplevede at vi kom op af stolene for en gang skyld i harme (vi godmodige danskere plejer ikke at vaere dem i skydezonen), da nogle af aktivisterne begyndte at tale om hvorledes 11/9 2001 rent praktisk kun kunne vaere blevet udfoert af den amerikanske regering selv. Denne konspirationsteori faldt ikke i god jord, og det blev hurtigt klart, at ting vi i Vesten tager for givet som sandheden, bestemt ikke har samme udseende i Mellemoesten. Det er grumt overhovedet at naevne, men der er en god portion mennesker hernede, der heller ikke anerkender Holocaust, og mener at vi er u-samarbejdsvillige, gammeldags og snaeversynede i Vesten, fordi vi naegter at diskutere muligheden for at den tid ikke skulle have eksisteret! Her forsvinder enhver rationel tanke for mig, hvis vi ikke kan moedes om historiske fakta, hvad har vi saa? Og holocaust staar altsaa ikke til debat!

Derudover var det nu en helt anderledes oplevelse at vaere i Libanon end i Syrien. Beirut by night ligner Vegas gone crazy! Der er saa helt ubeskriveligt mange smarte mennesker i smarte biler. Alverdens rige oliesheiker kommer til Beirut og fyrer den af og de saudi arabiske kvinder smider de sorte kaaper for en bemaerkning. Det er helt vildt, man har ingen chance for at foele sig smart - alle kvinder har faaet lavet plasticoperationer og gaar i toej der naermest ikke er der! De ligner dukker, der har brugt hele dage paa at goere sig i stand, og efter lokale kilders udtalelser er dette heller ikke skudt meget ved siden af. Saa bare hvis nogen skulle vaere i tvivl, saa er det ikke i Beirut at man finder de rettroendes hoejborg.
Vi var til et foredrag af en professor paa et af byens universiteter, som meget fint paapegede, at naar man lever i et land i konstant krig, hvor man tjekker nyhederne om morgenen for at hoere om kampene har aendret omraade, og man evt skal tage en anden vej paa arbejde, praecis som vi tjekker vejrudsigten, saa bliver man en smule kold, kynisk og overfladisk. Det er ikke muligt at leve med al det stress det egentligt er at vaere libaneser, saa man fokuserer paa nuet i stedet, paa at feste og gaa ud og hygge sig, og saa skidt vaere med i morgen. Professoren fortalte at under minikrigen i maj, havde festerne vaeret paa deres hoejeste - om dagen kaempede man i gaderne, om aftenen festede alle sammen, alt imens en storskaerm med krigens udskajelser hang paa dansegulvet, saa man kunne foelge med i, hvor i Beirut, der var kampe. Det maa man da kalde en smule sygt. Ligeledes kunne han fortaelle at minikrigen fra maj bestemt ikke var overstaaet, men at det var almen kendt, at sommeren med alle dens turister var hellig, og at naar de sidste turister engang var taget afsted, skulle vi nok faa en ny krig at se.
Det var svaert helt at forestille sig, at det er et land i krig imens vi var der, men ikke desto mindre sprang der en busbombe, der drabte 16 mennesker i Tripoli et par dage efter at vi igen havde forladt landet.

Tilbage i Syrien, for lige slutteligt at give et indtryk af de lokales levevis, var Michael og jeg paa besoeg hos Houmam i Lattakia og Jableh, hvor vi moedte et vaeld af hans slaegtninge og slaegtninges slaegtninge og venner og familievenner og disse moeder var helt fantastiske. Vi gik fra sted til sted og blev fodret med de dejligste laekkerier og hjemmelavet syrisk mad. Og det vilde var, at vi bare kom forbi og ringede paa, nogle gange over midnat, og saa sad vi paa deres terasser og sludrede, roeg vandpibe og spiste en masse mad til langt ud paa natten. I Mellemoesten er der ingen der sover, alting gaar til gengaeld bare det langsommere om dagen, men hvorfor sove, naar man endelig kan maerke en koelig brise hen under nattetimerne? Vi moedte her et laererpar, hvor manden havde siddet i faengsel i tretten aar, for at have stoettet kommunistpartiet i starten af firserne. Aldrig har jeg moedt et mere inspirerende og lykkeligt menneske. Han tog det hele i stiv arm, han havde ikke haft det alt for slemt, og selvom han slet ikke var kommunist i dag, fortroed han ingenting. Hans kone kunne kun tale fransk, saa jeg fik mulighed for at traene lidt, og hun gav os et kaempe glas Makdous med hjem, en laekker aubergineforret, som I maa smage, naar vi kommer hjem. De var saa gaestfrie og glade for at moede os og opfordrede os gentagne gange til at invitere vores familier ned til dem for at bo - hermed videregivet!

Som I kan hoere har det vaeret en meget begivenhedsrig tur, der ikke rigtig taaler sammenligning med vores tidligere backpackrejser, og der er selvfoelgelig stadig hundrede smaa ting, som vi ikke har fortalt om, men jeg haaber at det er blevet klart, at Syrien og Libanon er en rejse vaerd, og selvom jeg bestemt ikke er positivt indstillet overfor alt hvad vi har set og oplevet, saa haaber jeg, at det er blevet tydeligt, at i hvert fald Syrien er et meget sikkert land for turister at rejse i, og at vi har alle de kontakter til spaendende folk, som I boer tage ned at besoege for at faa en rigtig vild oplevelse! Gaestfriheden er helt enorm, hvis vi kommer igen, er jeg sikker paa at vi kunne bo privat hele vejen gennem Syrien med alle de mennesker vi har moedt, der tikkede os om at blive laengere. Der er bestemt en ting eller to vi kunne laere lidt af i Danmark.

/Anne Aagaard

Besøg hos Muftien




بحث سماحة الدكتور أحمد بدر الدين حسون المفتي العام للجمهورية مع وفد مجلس كنائس اميركا برئاسة فيكين اكازيان أهمية الحوار بين الحضارات والثقافات ودور الدين في اعطاء القيم النبيلة للحضارة الانسانية.

ونوه اعضاء الوفد خلال اللقاء باجواء المحبة والاخاء الديني التي تنعم بها سورية موءكدين اهمية الحوار في تقريب وجهات النظر بين الثقافات والشعوب.

حضر اللقاء المطران لوقا الخوري المعاون البطريركي لبطريركية الروم الارثوذكس وجرجس صالح الأمين العام لمجلس كنائس الشرق الاوسط و رازق سرياني مدير دائرة العلاقات المسكونية والدولية في المجلس والمهندس سامر لحام مدير مكتب المجلس في سورية.

من جانب اخر استقبل سماحة المفتي وفد جمعية الشباب الدانماركيين من اجل الثقافة والحوار بين الحضارات برئاسة يانس يول بيلسان وبحث معهم اهمية الحوار بين الشعوب وضرورة التعارف وتبادل الزيارات لمعرفة الشعوب بعضها بعضاً.

وأكد الدكتور حسون دور الشباب في البحث عن حقيقة الاخر بدلا من أخذ الافكار المسبقة عنه والتعامل معه على هذا الاساس.

بدورهم نوه اعضاء الوفد بما لمسوه من عيش اخوي مشترك واخاء ديني بين ابناء الشعب الواحد في سورية والذي يعد نموذجا يحتذى في العالم.

Grand Mufti stresses importance of dialogue among civilizations
Wednesday, July 30, 2008 - 10:20 AM

DAMASCUS, SANA –Grand Mufti of the Republic Ahmad Badr Hassoun has separately received President of the USA's National Council of Churches (NCCUSA) Archbishop Vicken Aykazian and a delegation representing Danish Youth Association for Culture and Dialogue among Civilizations headed by Yans Youl Bilsan.

During the two meetings Tuesday Hassoun stressed the importance of dialogue among civilizations and cultures and the role of religion in teaching noble values.

Members of the visiting delegations hailed the tolerance and amity atmospheres Syria is enjoying , asserting importance of dialogue in closing points of views of different cultures and peoples.

Dagbogsnotater fra Syrien og Libanon


Rejsebeskrivelse fra den 30/7: "Borrow a Dane" og Muftien

I dag er kun den tredje dag på rejsen, men det føles virkelig, som om vi har været her i et par uger. Der har været knald på programmet de første par dage, og vi har nået utroligt meget allerede. Mandag blev vi kastet direkte ud i nærkontakten med lokalbefolkningen, da event’et ’Borrow A Dane’, løb af stablen på Bab Touma-pladsen i Damaskus. Her mødte unge syrere op, for at låne en dansker eller to for en dag, og for at vise os deres Damaskus, deres hverdagsliv. Jeg kom i en gruppe med to andre danskere og tre syriske drenge i alderen 21-25. Efterhånden som dagen gik, spredtes rygtet, og der gik ikke længe før der stødte flere af deres venner til, der også ville se hvad vi var for nogle størrelser. De skyndte sig at tage os med ud af den gamle bydel, som de syntes var håbløst umoderne, og viste os i stedet de trendy caféer og universitetsområdet, hvor de alle sammen enten boede eller havde boet.

I går, tirsdag, var højdepunktet helt sikkert mødet med den syriske stor-mufti. Sådan et møde kan kun finde sted hvis man har ’wasta’, de rigtige kontakter, så igennem nogen der kender nogen, blev der sat et møde i stand, med kun en dags varsel. Han er klart det største religiøse overhoved i landet, og vi fik fornemmelsen af, at det i Danmark svarer til at komme i audiens hos dronningen. Vi fik strenge instrukser om, at iføre os det pæneste tøj vi havde, som dækkede både håndled og ankler. Det resulterede i, at vi sad hos selveste stor-muftien og følte os lidt som en flok danske vagabonder, da det ikke var imponerende hvad vi kunne finde frem fra rygsækken. Nå, men i hvert fald blev vi da lukket ind og fik lov at møde ham. Han holdt en lille tale, om at vi skal skabe fred mellem religionerne, og om hvordan vi alle sammen skal leve som brødre her på jorden. Bagefter fik vi lov at stille spørgsmål, hvilket var en smule svært, for hvad spørger man i virkeligheden sådan en mand om?


Rejsebeskrivelse fra den 4/8: Aleppo

Vi er nu ca. halvvejs på vores rejse igennem mellemøsten, og er nået til Aleppo i Nord-Syrien. Det er Syriens næststørste by, og er med sine fem millioner indbyggere et vigtigt handelscentrum. Byen er berømt for deres souq (marked), der er den ældste og flotteste i Mellemøsten. Her bliver man overvældet af indtryk og dufte fra de mange små boder, der sælger alt lige fra tørklæder og farvestrålende kjoler til kamelkød og krydderier. Man må sno sig imellem handlende, æsler, knallerter, vogne, børn der leger og ikke mindst de energiske sælgere der vil prakke én mere eller mindre ubrugelige ting på. Det er et fantastisk sted, der mest af alt minder om noget fra 1001 Nats Eventyr.

Når man bevæger sig ud af souq’en, opdager man pludselig en helt anden side af Aleppo. I den nye bydel er der generel energisk travlhed, fancy butikker der sælger falske mærkevarer, business-folk i jakkesæt og caféer hvor man kan sætte sig og drikke en espresso. Netop det sidste virker som en besynderlig ting i 45 graders varme, men de lokale har selvfølgelig et andet forhold til temperaturen.

Kontrasterne i Syrien er store, og er især meget udtalte i Aleppo. For når man går rundt imellem alle jakkesættene og højhusene, glemmer man nemt at det er et diktatur-styret land, hvor blandt andet internetsider som facebook og blogspot er forbudt. Homoseksualitet anerkendes ikke, og det er forbudt for alle at kysse på gaden. Man bliver forblændet af lighederne med en hvilken som helst storby i Europa, og glemmer at folk bliver sat i fængsel for at kritisere regeringen, og at 1 ud af 15 syrere arbejder for sikkerhedstjenesten. De mange unge mennesker vi har mødt efterhånden, virker næsten alle sammen utroligt optimistiske omkring præsident Al-Assad og fremtiden for landet. Jeg tænker, at de må kende til realiteterne, men vælger at leve i naiviteten, fordi det er nemmere.

Snart går turen videre til Beirut i Libanon, og det bliver meget spændende at se hvordan livet ser ud der, sammenlignet med Syrien. De har demokrati, men til gengæld enorm politisk ustabilitet, hvor Syrien jo er et diktatur og derfor er utrolig politisk stabilt. Der må være kæmpe forskel på hvordan man kan opføre sig, og leve, i de to lande, og det er fantastisk at få lov at se det med egne øjne.


Rejsebeskrivelse fra den 7/8: Lesbiske i Libanon


Beirut blev indtil 1975 beskrevet som ’Mellemøstens Paris’ med flotte natklubber og kasinoer, måske lidt i sammenligning med Monaco i dag. Det Libanon, der møder os, da vi kører over grænsen fra Syrien, vil jeg næppe beskrive som Paris. Et af de første billeder, jeg har indprintet i mit hoved, er en vissen mark med et blikskur i hjørnet, hvor der lige ved siden af ligger en selvdød ko, der er ved at blive fortæret af to hunde. Alle de bygninger vi møder, der ikke er nybyggede, er fyldt med skudhuller og ser generelt smadrede ud. Det er ikke til at vide om det stammer tilbage fra borgerkrigen der varede fra 1975-90, fra sommerkrigen mellem Hizbollah og Israel i 2006, eller fra urolighederne i Maj måned i år.

Da vi når Beirut viser kontrasterne sig for alvor. Det total-smadrede gamle Holiday Inn-hotel står uberørt, som et symbol på borgerkrigen, og lige ved siden af er der nu opført et højhus med kæmpe glasfacader, der ligner noget, der kunne være taget ud af Manhattan. Cornichen ligner en hvilken som helst anden strandpromenade ud til Middelhavet, hvor folk går tur, står på rulleskøjter, spiser is, solbader osv. Ikke mange meter væk kan man finde både McDonalds og Dunkin Donuts, og vender man sig om, får man øje på en kampvogn parkeret i et lyskryds, og soldater i kamuflage og med maskingevær. For at komme ind i downtown skal man igennem adskillige checkpoints, hvor man skal have tjekket tasker og lommer.

Dagen efter mødes vi med Meem, der er en lesbisk organisation med ca. 200 medlemmer. Det er en utrolig livsglad og positiv gruppe mennesker der møder os, da vi træder ind i deres hovedkvarter i en lejlighed tæt ved centrum. De kæmper en konstant kamp mod systemet, da homoseksualitet er forbudt i Libanon ligesom i mange andre lande i Mellemøsten. Det er deres personlige historier der gør mest indtryk på mig. På den ene side er der de piger der har måttet forlade alt hvad de kender for at kunne stå ved deres identitet som lesbisk. På den anden side er der ca. 80% der lever et dobbeltliv, hvor omverdenen ingenting ved om det, og hvor de enten er gift eller bor hos deres forældre. De må konstant komme op med undskyldninger for at kunne leve, hvad de anser for deres ’rigtige liv’, hos Meem. Organisationen har medlemmer i alle aldersgrupper, helt fra 15 år, og de fleste af de yngre piger går en fremtid i møde med arrangeret ægteskab og børn. De fortæller, at før Meem blev startet for et år siden, havde mange af dem aldrig mødt andre lesbiske, og at den eneste udvej dengang for mange var enten selvmord eller at flygte ud af landet. Det er en ufattelig historie, der får tankerne i gang hos mange af os. For selvom Libanon umiddelbart virker som et meget liberalt land med miniskirts og Gucci-tasker i gadebilledet, ligger der andre faktorer under overfladen, der nok er et af kendetegnene ved et arabisk land.

Snart går turen tilbage til Damaskus, hvor vi har 5 dage inden vi skal tilbage til Danmark. Her skal vi blandt andet mødes med Dansk Røde Kors, der arbejder med irakiske flygtninge i Syrien.

Det Frie Libanon...


Efter seks dage i Libanon er vi nu tilbage i Syrien. Myndighederne har ikke givet os lov til at tage til Golan-højderne, fordi de synes, at vores rejse er for u-turistet og suspekt. Til gengæld har vi reddet på æsler mellem drusiske landsbyer og beduinertelte, og i morgen skal vi holde afskedsfest for vores syriske venner.

Tilbage i Syrien og vejene er med ét mere bumpede. Eller er det bare noget, man bilder sig ind? Er vejene mere bumpede, fordi man forventer, at de skal være det?
I den tætpakkede taxa syntes man i hvert fald at kunne mærke en forskel, og, indbildt eller ej, så har den en betydning.

Hvor Syrien ligner en blanding mellem 1001 nats eventyr og et faldefærdigt DDR, er Libanon kendt som ”Mellemøstens Schweiz”. Markedsøkonomi, liberalisme og gratis uddannelse har glædet Vestens moderne stater. Beiruts natteliv, middelhavsstemningen og skisportsstederne har begejstret dem.
Mærk solen på dine bare skuldre, mens du går en tur på Cornich’en, den berømte strandpromenade, og drik den iskaffe, du købte ”to go” hos Starbucks. Hør folk på gaden snakke engelsk som indfødte amerikanere, og se de politiske flag fra alle mulige partier. Lugt bilosen fra jaguarerne, der kører rund inde i downtown med saudiarabiske kvinder i burkha bag rettet.

Det er frihed for alle sanserne, men ikke mindst frihed for det enkelte menneske.
Amer er en blogger fra Syrien, som måtte flygte fra landet på grund af sine kritiske udtalelser. Den syriske efterretningstjeneste har stadig en del mænd i Libanon, og derfor mødtes vi med ham på en tilfældig bar i Gemmayzeh-kvarteret.
I 2006 blev han fængslet, fordi ejeren af den internetcafe, hvor han skrev sine kritiske tekster, var sympatisør af regimet. I modsætning til mange af hans kolleger undgik han tortur, men hans familie blev chikaneret og udspurgt. Han blev løsladt, fordi myndighederne håbede på, at de kunne bruge ham som spion, men han tog chancen og flygtede over bjergene til Libanon. USA har givet ham politisk asyl, men selvom han kun er i transit i Libanon, er det det tryggeste sted for ham i Mellemøsten. Han kan sove sikkert om natten og få sine artikler trygt i avisen.

Men hvis Libanon er frit, hvad laver 18 millioner mennesker med libanesisk baggrund så uden for Libanon? Og hvorfor fraråder udenrigsministeriet alle rejser dertil?

Shiaer, sunnier, drusere, ismailitter, alavitter, nusayrier og de kristne maronitter, de romersk-katolske, melkit-katolikker, nestorer, kaldærer, armensk-ortodokse og armensk-katolske, græsk-ortodokse, syrisk-katolske, romersk-katolske og protestanter. 17 religiøse sekter findes der i Libanon, og de skal deles om magten. Det kaldes det sekteriske system, og det betyder, at præsidenten skal være maronit, premierministeren sunni, parlamentsformanden shia, og pladserne i parlamentet deles af alle grupperne.
På papiret ser denne halvdemokratiske ide god ud, men der er forskel på teori og praksis. I praksis er magtdelingen ikke baseret på størrelsen af de forskellige grupper, men på hvem, der var det internationale samfunds favoritter, dengang Libanon blev uafhængigt. Derfor er kagen ulige delt i dag med maronitterne som fødselsdagsbarnet og muslimerne som taberne, hvilket betyder, at de i et samfund, hvor korruption laver magt om til penge, bliver de fattigste.
Libanon er det 3. mest ulige land i verden i forhold til samfundets fordeling af ressourcer, og det ses.
Man tror, at det er Nice eller L.A., men man kan ikke undgå at se de grimmere sider af Libanon. De blanke overflader bliver hurtigt forvandlet til nøgen beton, og bmw’erne til gamle varevogne, lige så snart du går uden for de pæne områder.

En så stor social ulighed kan kun give problemer, og det har Libanon haft nok af. 17 sekter, 17 år med borgerkrig hvor Beirut blev delt op i et kristent Vest og et muslimsk Øst, og over 100.000 mennesker blev dræbt. Men konflikten er mere kompliceret end det, for alliancer bliver dannet, og alliancer bliver brudt. Næsten alle sekter bliver støttet af forskellige dele af udlandet. Borgerkrigen endte i 1990, men så sent som i sidste uge blev 16 mennesker dræbt i kampe mellem alavitter og sunnier.
De studerende på det franske universitet i Beirut har alle våben derhjemme. For når man ser sin underbo tage af sted på scooter med sin hue og sin AK47, føler man det nødvendigt at kunne beskytte sig selv. De politiske nyheder er deres specielle ”vejrudsigter”, de skal tjekkes, så man ved, hvilke områder man skal undgå.

Inde i downtown har private firmaer og byggekraner travlt med at genopbygge efter flere kriges hærgen, men det er langt fra alle steder, at de har råd til det. Husene er fyldt med skudhuller, nogle står som ruiner, og på tagene ligger der stablede sandsække på tagene, som ikke lige er blevet fjernet. Der er check points, tanks og soldater alle vegne, for freden er skrøbelig.

En masse kontraster på meget lidt plads. Sådan er det rigtige Libanon altså. Jeg gik en dag og kiggede på smykkebutikker i et kvarter med små cafeer og brosten, men jeg for vild og endte i en gade mærket af krigen. Sønderbombede huse og spredte ejendele var det, jeg så. Jeg tog mit kamera op af tasken for at tage et billede, men en venlig mand stoppede mig, for jeg måtte hellere stoppe, hvis ikke jeg ville have problemer. ”Over there is Hizbollah” sagde han og pegede på huset for enden af gaden, og rigtig nok. 50 meter fra guldbutikken blev jeg mødt af et hav af gule flag og billeder af deres leder, Nasrallah. Der var propfyldte boligblokke og store huller i vejen. På bare 50 meter gik jeg fra vestlig luksus, gennem den krig, de bruger som udtryksmiddel, til fattigdom af den tredje verden.


Alle lande er forskellige, men Syrien og Libanon er to mere ekstreme af slagsen. Det er to kontraster og kan alligevel sammenlignes. Hvad den ene har, mangler den anden og omvendt. Syrien består af diktatur og undertrykkelse, hvor Libanon politisk er frit. Til gengæld nyder syrerne fred og stabilitet, hvor libaneserne plages af krig på krig. To vidt forskellige styreformer, men hvad er bedst?
Hvad vil du helst blive mødt af, når du kører ind i det land? Hvordan vil du modtages ved grænseovergangen?
Når man ankommer til Syrien bliver man budt velkommen af et kæmpe portræt af præsidenten Bashar al-Assad med 21 mindre kopier hængende på paskontoret, hvor det første, der møder en i Libanon, er camouflagemønster og maskinpistoler.

Anne Sofie

Damaskus set fra oven

Det er den tiende dag af vores tur. Tiden går stærkt samtidig med, at det føles som om, den er gået i stå.

Oppe fra bjerget kan man fornemme byens virkelige sammensætning. Qassioun-bjerget nord for Damaskus er fyldt med folk, der lige som os nyder et pusterum fra gadens intensitet. Duften af vandpibe og kebab hænger i de små cafeer. Rige turister fra Golfen og pilgrimsrejsende fra Iran sidder sammen med syriske familier denne aften og kigger ud på byen, der ligger for foden af bjerget.
Oppe på bjerget er man betragter frem for deltager, hvilket giver en mere overblik over det byliv, der virker så kaotisk. Man er for langt væk til at høre bilernes dytten, når man prøver at krydse gaden, og gadesælgernes råb, når de prøver at komme af med sine vandmeloner.

Lige for ligger den bydel, som jeg husker som mere ”vestligt” med fine bygninger og brede boulevarder. Det er magthavernes sted, hvorfra Bashar al-Assad-regimet udøver sit diktatur. Hvorfra de undertrykker al opposition, sætter kontroversielle kunstnere i fængsel og sender kritikere i eksil. Det er også herfra, de udsender forbud mod internetsiderne Facebook og Blogspot for at forhindre de utilfredses budskaber i at blive spredt.
”You can do everything in Syria.. except criticize the president”, var der en ung fyr, der sagde. 1/17 af befolkningen skulle være rekruteret af Mukhabarat, den syriske sikkerhedstjeneste, som har øjne og ører alle steder. Denne omstændighed fylder meget hos syrerne, som kun nødigt vil snakke politik, men jeg tror, at den største skade sker ved mediernes censur og selvcensur. Heldigvis bliver der kæmpet mod dette som fx i Shabablek’s lokaler, ungdomsbladet hvis direktør ved, at de en eller anden dag vil blive lukket, men indtil da vil presse myndighederne så meget som muligt.

En gruppe, som til gengæld nyder demokratiske friheder, er de palæstinensiske flygtninge, der som de eneste må organisere sig, fordi deres modstand mod Israel deles af alle arabere. Bydelen, Yarmouk eller bare ”lejren”, huser 130.000 af disse integrerede flygtninge. Jeg kan se, at den ikke ligger så langt fra centrum, men hvad, der ikke kan ses på afstand, er det brændende ønske om en dag at vende tilbage til et befriet Palæstina. Et ønske, der binder dem sammen og motiverer dem.

Nu kommer jeg til at tænke på de letklædte unge piger, der langs vejen op ad bjerget stod og ventede på kunder. Det er nemlig historien om et andet folk, der også ønsker at vende hjem – det er historien om de irakiske flygtninge.
”Lille Baghdad”. Bydelen, Sayeda Zeinab, ligger så langt ude, at man ikke kan se den heroppefra, og man overvejer, om det overhovedet er en del af Damaskus. Der kan man genkende de ansigter, man har set i fjernsynet, og disse folk kan også fortælle om bomber og død. Livet er mere sikkert her, men det er fattigt. FN-klinikken, hvor patienterne kun skal betale 20% af prisen, er overfyldt, og prostitution er blevet en levevej.
De 1,5 mio. irakere, der er kommet til Syrien, er blevet mødt med solidaritet fra alle sider, selvom de af eksperter omtales som ”det irakiske problem”. Problemet opstår, når fødevarer og boliger bliver dyrere, og når arbejdsløsheden stiger. Dette rammer den i forvejen ilde stedte underklasse, som er blevet så ilde stedt pga. landets overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi. Ude ved SEBC, som er en EU-sponsoreret organisation med fokus på styrkelsen af den private sektor, glæder de sig. Liberaliseringer betyder øget BNP, men det har også betydet øget ulighed.
”Bliver Syrien det nye Kina?”, bliver der spurgt i vores gruppe. Et samfund, som styres af et skudsikkert regime, men som tillader visse økonomiske reformer, som sætter gang i en opblomstring, der er til gavn for de få. Industrialisering og en voksende mængde billig arbejdskraft, og kan vi så snart købe varer ”made in Syria”?

Nu begynder mørket at falde på over byen, og det grønne lys, islams lys, tændes i de mange minareter. Det er solnedgang, og der skal kaldes til bøn. Koret af stemmer står op fra byen og smelter sammen til én smuk sang, som rører mig.
Oppe fra bjerget er det den oplyste Ummayad-moske, man ser bedst. Den ligger i den gamle by, som omkranset af den gamle bymur er helt unik i Mellemøsten. Når det handler om denne del af verden, bliver snakken hurtigt drejet ind på krig, terror og islam, og her er det, at en gåtur i de smalle gader ville være en god idé.
Man ser Aladdin flyve forbi på sit flyvende tæppe, og man forestiller sig handlende fra hele verden komme for at få del i Østens rigdomme.
Det er denne kultur, der er så vigtig for at forstå disse lande og befolkninger, og som vi selv kan blive så opslugte af.

Det hele er meget anderledes her i Syrien, men når man går på gaderne, er der noget, man let kan genkende. Man har set alle ansigterne før derhjemme om det så er i Farum eller på Nørrebro. Det er folk fra disse lande, der tager til Danmark, og man bliver næsten helt overrasket, når de hernede ikke kan snakke dansk.
Udover at få indblik i andre samfundsstrukturer og kulturer, har denne rejse også en anden funktion, nemlig at få indblik i den baggrund som danskere af anden etnisk baggrund kommer fra. Vi har lige mødt en dansk familie, som var på familiebesøg i Damaskus og også trængte til et pusterum oppe på bjerget, og de var så glade for at se os og os for at se dem. Så virker mange danskeres krav til disse folk om at glemme deres baggrund for at blive ”ordentlige” danskere lige pludseligt helt fjollet.

Byen er en menneskelig konstruktion, og derfor afspejler den de mennesker, der bor i den og det samfund, der driver den. Om en beskrivelse af Damaskus gør det ud for en beskrivelse af det syriske samfund, ved jeg ikke, men det er et skridt på vejen.

/Anne Sofie

lørdag den 16. august 2008







Gruppebillede Next Stop Syrien/Libanon 2008





Her enkelte indtryk fra Syrien:









Foto: Therese Henningsen